KLUMME: Efter mange års intensiv forskning i forbruget af fødevarer, støder Firstmove stadig på to helt uforståeligt fænomener.
En udbredt mangel på produktionstidspunkter og ufatteligt lange holdbarheder. På fødevarer. Især på varer, der helt naturligt burde forgå. Og som i sin reneste form besidder en helt naturlig livscyklus.
Fænomenet berører en lang række kategorier. Det gælder alt fra kanelgifler, muffins, lakridser, tørrede frugter, krydderier til cremefine og sovser. Listen er lang, og vi kunne blive ved.
Hvem er det lige, der køber en pose gifler for at gemme dem til 2017? Dig? Nej vel. Og de fleste lakridselskere ved, at den friske variant smager langt bedre end den produceret sidste eller forrige år.
Så de manglende produktionsoplysninger og lange holdbarheder må formodes at være til fordel for producenterne selv. Og butikkerne naturligvis. Men vi har svært ved at se fidusen.
For det er kun forhold, der skærper følelsen af masseindustri. Af et unødigt fokus på profit og maksimering. Volumen og stordrift. En produktion uden omtanke for indhold. Eller et ønske om at producere reelle fødevarer. Rige på indhold og næring.
Unødig tilsætning og fiksfakserier
Det er opretholdelsen af et uigennemskueligt system, der gør det svært at regne ud, hvad det er, man i realiteten spiser.
Det er vejen til at proppe forbrugerne med et unødigt indtag af høje mængder konserveringsmidler. Af unødig tilsætning og fiksfakserier. Der tilsammen fjerner enhver følelse af friskhed. Og dermed den oplevede kvalitet.
Det er forhold, der i sidste ende smitter negativt af på producenten. Og de butikker, der lægger rammer og hylder til. For hvem ønsker at besidde positionen som producenten eller forhandleren af underlødige fødevarer, der er med til at kompromittere den generelle folkesundhed?
Dig? Nej vel.
Spørger du firstmoverne (og det gør vi), så er tiden inde til helt nye lovkrav til producenterne. Og til detail. I form af mere oplysning, men også i form af strengere krav til måden, der konserveres på.
Kan man mon læne sig op ad mere gamle dyder som saltning, rygning, tørring og lagring? Og tænke i en naturlig bevaring af varerne. Eller kunne man tænke i friskhed? Selv på lakridsen.
Tiden er vel inde til det, ikke sandt?