Jeg hader reklamer

“Jeg hader reklamer“ var en fængende overskrift på forsiden af
Berlingske forleden. Den skulle reklamere for et større interview med Mads Mikkelsen, (skuespiller i bl.a. Pusher og Bleeder. red.)
Nu ved jeg ikke om Mikkelsen selv synes, overskriften var betegnende for den snak han havde haft med journalisten. Jeg ledte selv længe efter, hvad der kunne have forårsaget disse skræmmende ord. Og fandt forklaringen i de sidste par linier af interviewet. Mikkelsen mente, at dansk film, og dermed danske skuespillerne, får for lidt støtte. Så lidt, at skuespillere må ty til reklamer for at overleve. Hvilket åbenbart er en bund, hvortil Mikkelsen ikke har tænkt sig at synke!
Denne diskussion om det lødige eller ikke lødige i at medvirke i reklamer, dukker op i ny og næ. Og hver eneste gang falder det mig for brystet.
Ikke fordi jeg krummer tæer over mit eget valg af profession, ikke fordi jeg føler at reklamebranchen gang på gang bliver nedvurderet, det er vi jo så vant til, og ikke fordi jeg er flov over, at jeg ikke tilhører den kunsteriske elite. Men fordi jeg mener, at den holdning, som kommer til udtryk er så disrespektfuld over for de skuespillere, musikere, instruktører, klippere, lys- og lydmænd, produktionsledere m.m., der enten har reklamefilm som nebengesjæft – og indtægtskilde – eller som har valgt at rendyrke deres talenter inden for denne genre.
Masser af både grønne og erfarne instruktører får prøvet ting og sager af på reklamefilm. Masser af skuespillere får afløb for uprøvede sider af talentet – eller bliver landskendte på 30 sekunder (med efterspørgsel og “rigtige“ jobs tilfølge, naturligvis). Masser af teknikere bliver udfordret af at skulle gøre det umulige muligt osv. osv. Alt sammen erfaringer, de siden hen kan trække på i deres arbejde med spillefilm – eller omvendt.
Når en yngre skuespiller som Mads Mikkelsen føler det er nedværdigende at deltage i reklamer, og at det kunne undgås, hvis der var større kulturstøtte til filmbranchen, må det være et udtryk for manglende viden om, hvem der finansierer dansk film. Som alle andre ved, er dansk film så rigeligt på støtten. Der produceres stort set ikke nogen spillefilm, kortfilm eller novellefilm, der ikke er båret igennem af offentlige midler. Midler, som vi alle sammen er med til at betale over skattebilletten.
Som nu f.eks. de to film, Mads Mikkelsen er blevet så kendt i. Om dagligdagens vold og menneskelig fornedring. De to har vel tilsammen kostet det samme, som det koster os andre at producere 5 reklamefilm á 30 sekunder (uden statsstøtte, vel at mærke.) Den sidste film, Bleeder, reklameres der i øvrigt for på busserne i øjeblikket. Jeg går ud fra, at Mikkelsens partner in crime, Bodnia, har fået ekstra plakathonorar for at vise sit blodige ansigt i kommerciel sammenhæng. Nu der åbenbart skal reklamer til, for at vække opmærksomhed om endnu en dansk spillefilm…