Jeg har en tilståelse. Jeg følger med i Big Brother. I forhold til den politisk korrekte side af mig, så er det en alvorlig tilståelse, fordi den side tilskriver mig ikke at bryde mig om den slags programmer.
Jeg har dog en politisk korrekt forklaring – min søn er ansat på holdet, og derfor vil forældrene jo gerne følge med. Den forklaring holder dog ikke i 100 dage, så derfor må jeg enten stoppe seningen eller også må jeg tilstå, at der er et eller andet, der har fanget mig – hvor pinligt det end må være.
Jeg har fanget mig selv i pludselig at sidde på min arbejdsplads og diskutere med kollegaer om deltagernes adfærd. “Jeg mener også, at Jill…..“, “Hvad angår Christian …..“. Pludselig er jeg kommet på fornavn med de ti deltagere. Undervejs i samtalen iagttager jeg undrende mig selv. Hvad er det der foregår? Du kan jo ikke lide den slags programmer.
Lad os gøre et tanke-eksperiment. Vi skruer tiden tilbage til monopolets dage – til tiden før TV2, TV3 og TvDanmark. I tv-programmet står der (under DR selvfølgelig): 20.00. Eksperimentet. 10 mennesker har indvilliget i at lade sig indespærre i et hus i 100 dage. De har ingen mulighed for kontakt med verden uden for. Poul Martinsen vil i en serie programmer følge, hvordan relationerne i gruppen udvikler sig i løbet af de 100 dage (Poul Martinsen var dengang en anerkendt tilrettelægger af programmer – ofte med psykologiske vinkler).
Er det rent volapyk at forestille sig en sådan program-serie? Jeg tror det ikke, og jeg tror også, at man i så fald ville se pædagoger og andre intellektuelle følge med i programmet. En hel masse af den slags mennesker, som i dag advarer mod tendenserne i moderne tv-underholdning. Mennesker som i dag følger Historier fra en politi-station på DR, selvom det også er et program, der kan diskuteres i forhold til flytning af grænser i medierne.
Grundlæggende er Big Brother et slags psykologisk eksperiment Ultra, hvor man kan iagttage reaktionsmønstre og psykologiske spil mellem mennesker i en gruppe. Og det er meget let at gøre sig reflektioner på den baggrund. F.eks. – hvilke arbejdspladser rummer ikke de samme spil og reaktionsmønstre. Da jeg ikke kan tage TV3, har jeg ikke noget forhold til, om Robinson eller Big Brother er bedst.
Men jeg tror, at det, der fanger mig, er fornemmelsen af at være flue på væggen og få lov til at iaggtage andre menneskers adfærd uden, at de kan se mig. Den funktion kan man næppe have på en ø langt ude østpå.
Jeg kan dog godt se forskellen i lødighed mellem Big Brother og tanke-eksperimentet. Big Brother er pakket som et show, og med pengepræmien bliver det til en sportskamp – til et spørgsmål om, hvem der vinder, hvilket er temmelig uinteressant i forhold til de psykologiske spil. Publikum uden for, der møder op, når en skal stemmes hjem, en tudende Eva og tudende forældre, talkshow i studiet – hvordan har du det nu Eva – alt det kan jeg sådan set godt undvære. Der forlader jeg for det meste skærmen eller zapper væk. Jeg kunne også godt tænke mig en klipning, der gav lov til at få flere nuancer med i det psykologiske spil.
Men der er ikke meget andet at sige til det end, at sådan vil ungdommen have det i dag. Reality-showene er blot et eksempel på kravet om underholdning. Vi kan lide det eller lade være, men når man først det punkt, hvor man ser ungdommens adfærd som farlig, så er man virkelig blevet gammel.
Da Beatles kom frem i begyndelsen af 60’erne, og drengene begyndte at få langt hår, så havde den ældre generation meget svært ved at forstå eller acceptere ungdommens adfærd. Ungdommen bevæger sig og forarger også gerne. Men det er verden endnu ikke gået under af.
Så mon ikke den også overlever Big Brother. Imens vil jeg så tage et opgør med min politiske korrekte side, og tillade mig at følge lidt med.
Jeg kan jo altid slukke eller se noget andet, hvis jeg keder mig.