Ligesom purken i Jeppe Aakjærs ”Jeg ved en lærkerede” bærer jeg på en hemmelighed, som ingen skal få vide, men siden det nu er nærværende publikations ansvarlige og professionelle læsere, tør jeg godt røbe, at Danmark har fået et nyt cigaretmærke: LEVEL. Man kunne tro, at der skal stå LEV VEL som en hyldest til den form for livskvalitet, der knytter sig til den alzheimer-hæmmende nikotin-nydelse. NYHED står der med flammeskrift i den hemmelige annonce i Butiksavisen og Dansk Handelsblad. Level er danskernes nye cigaret.
Level er prydet med en krone i guld – har fruen til Amalienborg skiftet stil siden hendes hofmærke Karelia blev forbudt herhjemme, eller får hun smuglergods leveret på bopælen? – og findes i en rød og en grå variant, henholdsvis Level Full Flavour og Level Smooth Flavour. ”Høj kvalitet – god smag – lav pris 20 stk. 28,-”, hedder det i proklamationen fra Nordisk Tobaks Kompagni A/S. V’et i Level peger nedad, man rykker altså ned på et lavere level f or nu at være lidt spids. Nogle foretrækker fede Davidoff-cigaretter af Virginia Filét (uopdrivelige i DK), andre er glade for at spare 20 øre på en smøg. En sejr for individualismen eller en bekræftelse af, at klassekampen slog fejl. Vælg selv.
Denne produktlancering må forbrugerne ikke få kendskab til på anden måde end ved observation i detailhandelen. Mærket har opnået en 5. plads på det svenske marked med en andel på 8 % i løbet af blot et år, så det er afgjort en mærkevare med fremtidspotentiale. Forhandlerne må godt få det at vide ”Måske har dine kunder allerede spurgt efter den helt nye cigaret på det danske marked, Level – hvis ikke kommer de til det”.
Folk, der ikke har adgang til tyske cigaretter eller smuglergods og gerne vil spare nogle kroner, har hidtil været henvist til Aldi, som forhandler sine egne billigsmøger. Nu må forbrugerne fungere som mærkets ambassadører, så informationen om billigere cigaretter spredes på arbejdspladser såvel som i pensionistklubber. Apropos arbejdspladser er det r ystende at se, hvordan medarbejdere i diverse moderne virksomheder er henvist til at tilfredsstille deres patologiske nikotinhunger ved at stå som underskoleelever udenfor firmadomicilet og pulse Prince.
I Financial Times (31.1.) berettes om de amerikanske lavpriscigaretmærker Rave, Hi-Val og Roger fra små fabrikker, der tilsammen har øget deres markedsandel fra 3 % til 10 %. Som andre premium brands gennemførte Philip Morris, Marlboros ejer, en gevaldig prisforhøjelse for at skaffe penge til de enorme erstatninger, der skal afdrages til 50 amerikanske stater over de næste 25 år – 246 milliarder USD. I 1997 kostede 20 cigaretter 1,88 USD, i november 2002 kostede de 3,45 USD. En stigning på 42 %, hvoraf en vis del er højere fortjeneste. Afstanden til lavprismærkerne er i øjeblikkket 0,45 USD.
Philip Morris skifter navn til Altria, hvilket er det latinske navn for stjernebilledet Ørnen. Det er jo meget fornuftigt, eftersom koncernen også ejer Kraft, der med en årsomsætning på 234 milliarder DKK er nr. 3 på ve rdensranglisten over levnedsmiddelproducenter efter Nestlé (418 mia DKK) og Unilever, hvis regnskabstal for 2002 først ventes offentliggjort efter redaktionens slutning..
Ved at forklæde sig opnår PM at fjerne den umiddelbart synlige forbindelse mellem cigaretmastodonten og det store udvalg af færdigmad og konfekture. Morsomt at tænke sig, at Kraft fik sit brohoved i Danmark i 1950’erne, da Knud W. Jensen i sin tid solgte familiens ostefirma og helligede sig kulturen for kapitalen. Derfor kaldtes Louisianas nu afdøde grundlægger undertiden Oste-Jensen. Nå, nu er vi nede i detaljerne.
Det korte af det lange er, at tobaksindustrien ikke længere må fortælle folk om korte eller lange cigaretter med eller uden bjergluft, og at mærkevedligeholdelsen er afskåret fra kommerciel kommunikation. Dog er det tilladt at orientere cigaretpusherne om den nye discount-dope, der er på de hylder, som personer under 15 år snart vil blive afskåret fra. Så er det op til tobaksforhandlerne at fungere som levende reklamesøjle, hvis de vil nedbringe lageret af Level.
Forbuds-tankegangen er, at der slet ikke skal annonceres for og tales om cigaretter, som konkret og abstrakt skal pilles ud af det offentlige og snart også private rum. Denne artikel bevæger sig i det grænseland, hvor også rekommandører af patentmedicin hører hjemme, men da cigaretmærket ikke anbefales og da slet ikke til mindreårige, gravide kvinder, sportsfolk, soldater eller sømænd, må teksten kunne klare frisag hos Statsadvokaten for Sjælland.
Man aner konturer af fremtidens prohibitive indsats overfor civilbefolkningen med særlige R-korps, som skal kunne storme og tilintetgøre hemmelige ryger-reder med ulovligt afmonterede lovbefalede on-line røgdetektorer, hvor lastefulde misbrugere mødes for i fællesskab at ofre til Nicodemus.