Allerede inden forhandlingerne om en ny medieaftale er skudt i gang, risikerer kulturminister Marianne Jelved at sprænge kredsen bag det eksisterende forlig. For mens de borgerlige partier gennem et par måneder har efterlyst strammere og hårdere krav for public service i DR, erklærer Marianne Jelved i dag i Politiken, at politikerne skal holde sig fra at begrænse DR – uanset om det gælder indhold eller platform.
DR skal have lov til at bruge de næsten 3,7 milliarder licenskroner, der er afsat til mediekoncernen, til at sende alt fra X Factor til amerikanske tv-serier. Det kan nemlig lokke brugere ind til nyheder, oplysning og debat på DR, mener ministeren.
Og det har bragt en del politikere og medier i harnisk. Ellen Trane Nørby, medieordfører for Venstre, kalder udmeldingen ”bizar” – også Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance er kritiske.
Heller ikke blandt lederne i private medievirksomheder er der meget begejstring for Marianne Jelveds udmelding. Hos tv-koncernen SBS Discovery mener informationschef Jesper Jürgensen, at konsekvensen af en så bred definition af public service-begrebet vil give DR urimeligt gunstige forhold i konkurrencen med kommercielle tv-kanaler.
– Så kan man reelt set tage alle vores programmer og sende på DR, så er det public service. Så er porno reelt også public service. Der skal bare være et DR-logo på, siger han.
Forhandlingerne om en ny medieaftale begynder i løbet af april.
Politiken