Jens Schwarz-Rosman stopper som adm. dir. for Leo Burnett efter gensidig overenskomst, som det oplyses i en pressemeddelelse. Jens Schwarz-Rosman fortsætter indtil videre med at varetage de kunder, som han hidtil har haft det direkte ansvar for, mens Jimmy Maymann overtager det ledelsesmæssige ansvar indtil en ny direktør er fundet.
Det oplyses videre, at Jimmy Maymann senere selv skal videre til en ny stilling i Leo Burnett netværket med globalt ansvar for nye medier.
Om baggrunden for de ledelsesmæssige ændringer siger Leo Burnett’s nordiske direktør Patrick Tepfers: – Vi har været igennem en optimering af vores nordiske organisation og i den proces har vi haft en række samtaler om hvilken position Leo Burnett Danmark skal have i fremtiden, hvilket har udmøntet sig i denne ændring.
Det har dog forlydt, at der så sent som i sidste del af november skete ændringer i ledelsen, hvor Jens Schwarz-Rosman og Jimmy Mayman angiveligt blev sideordnede direktører. Dette afviser Jimmy Maymann dog, og han understreger, at der ingen relation er mellem ændringerne dengang og de nyeste tiltag.
– I efteråret fik jeg udbygget mit ansvar til også at omfatte nogle medarbejderforhold, men Jens har hele tiden været adm. dir. – vi har ikke været sideordnet – og beslutningen om at stoppe samarbejdet er først truffet for nogle uger siden. Der er tale om en proces, hvor Leo Burnett har været gennem organisationen i de skandinaviske lande, og nu er turen altså kommet til Danmark, siger Jimmy Maymann.
Der bliver tale om en overgangsordning, hvor Jens Schwarz-Rosman først stopper, når hans kunder er overdraget til andre medarbejdere. Jimmy Maymann håber, at det hurtigt lykkes at få en ny direktør på plads, men han regner ikke med selv at komme videre før efter sommerferien.
På den kreative side sker der ingen ændringer. Den kreative direktør Claus Møllebro står fortsat i spidsen for de kreative kræfter, som det er planen at supplere med yderligere et par kreative talenter.