Der er tænkt nye marketingtanker, og en ny kampagne skal få et nyt navn for Jensen’s Foods – Jensen’s Køkken – til at glide lettere ned hos forbrugerne.
Via bl.a. TV-reklamer hen over første halvår 2012 går Jensen’s Foods ”i direkte dialog med forbrugerne, og det er kun første led i en strategi, der skal bringe Jensen’s og forbrugerne endnu tættere på hinanden”, lyder det i en pressemeddelelse.
– Vores navneskifte til Jensen’s Køkken illustrerer, at vi ønsker at understøtte og forstærke den opfattelse, forbrugerne har af vores sovse, vore spareribs og vore færdigretter. De opfattes ikke som traditionelle industriprodukter, men som mærkevarer i den kvalitet, kunderne kender fra Jensen’s Bøfhus. Forbrugerne får fra Jensen’s Køkken et convenience-produkt, som de uden at tøve vil servere for gæster, hævder stifteren af Jensens Bøfhus og Jensen’s Køkken, Palle Skov Jensen.
I første omgang skal reklamer på TV 2 og i dagligvarebutikker skabe opmærksomhed omkring navneskiftet.
Fauli is back
Samtidig er Jensen’s Køkken ved at etablere et forbrugerpanel, hvor dialogen med et stort antal forbrugere i relevante målgrupper skal bidrage til den fremtidige produktudvikling.
– Op til 98 procent af forbrugerne kender sovse, spareribs og andre produkter fra Jensen’s Køkken. Jensen’s er blevet et brand uden den store markedsføring, men primært via kendskabet til Jensen’s Bøfhus. Nu styrker vi den selvstændige profil med en satsning, der er usædvanlig for en fødevareproducent af vores størrelse, siger administrerende direktør i Jensen’s Køkken Per V. Møller.
Søren Fauli har været instruktør på de tre reklamefilm, der har skuespilleren Mette Horn som bærende figur.
Du kan se en af de nye reklamefilm, der går i luften i dag, herunder.