Tidligere var han nyhedsvært på TV-avisen, og så blev han korrespondent og fremviste en konvoj med de sidste danske soldater ud af lejren i Irak. Men billederne var fra arkivet og viste danske soldater på vej ind i Irak.
Nu er Jeppe Nybroe snart tilbage på skærmen som studievært – om end det er i regi af web-tv hos Berlingske Media, nærmere bestemt bt.dk.
Ud over rollen som skærmtrold bliver han også redaktør for bt.dks tv-studie og ansvarlig for udviklingen af platformen.
– De sites, der formår at underholde danskerne, er i gang med at skrive ny mediehistorie på nettet, og for os er det tabloidmediets anden storhedstid. Jeppe Nybroe vil med afsæt i vores helt nye tv-studie føje en fantastisk dimension til B.T. og til bt.dk, siger B.T.s chefredaktør Peter Brüchmann, der betragter satsningen som en opgradering af hjemmesiden.
Jeppe Nybroe er selv ganske klar til de nye klæder:
– Jeg har i over 10 år været i et tæt kærlighedsforhold til “gammeldags tv”, men i disse år åbner en helt ny tv-verden sig på internettet med uanede muligheder for seerne. Jeg er meget glad og taknemmelig for at være med til at tage nogle af de første skridt ind i den verden, ja, det er sgu så mit tv-hjerte banker nærmest lidt nyforelsket, siger han.
Bt.dks konstituerede chef, Anders-Peter Landert, siger om Jeppe Nybroes værtsrolle:
– Jeppe Nybroe skal have de aktuelle gæster, som Danmark gerne vil høre lige nu. Og så skal han også bruge studiet til at bringe interviews og nyheder fra B.T.s egne profiler indenfor sport, underholdning, politik og det royale.
Jeppe Nybroe vil gerne, men måske ikke overraskende, med det samme invitere Stein Bagger til et interview.