Vicedirektør Jesper Grønholdt, 36 år, er i dag udnævnt til direktør for TV3 Danmark. Jesper Grønholdt har været ansat i MTG-koncernen siden 1997 og har i de senere måneder bestridt jobbet som vicedirektør for TV3s moderselskab i Danmark, MTG A/S, hvor han i samarbejde med MTG Danmarks administrerende direktør, Jørgen Madsen, har stået for den daglige ledelse af koncernens selskaber i Danmark. Desuden har han været operationelt ansvarlig for koncernens udvikling af nye forretningsområder.
Jesper Grønholdt afløser dermed den nuværende TV3-direktør, Henrik Jensen, der for nylig fik et tilbud om at besætte stillingen som direktør for mediabureauet Carat Danmark.
Jesper Grønholdt har beskæftiget sig med en del aspekter af TV i de seneste godt ti år. For nylig som vicedirektør for MTG New Media med base i Stockholm og for Viasat Broadcasting med base i London. Jesper Grønholdt beklædte også stillingen som direktør for Viasat Danmark A/S i perioden 1999 til 2001. Karrieren hos Viasat indledte han som salgs- og marketingchef i 1997. Jesper har tillige flere års erfaring fra annoncemarkedet, idet han var med til at etablere mediabureauet The Media Partnership (i dag OMD) i årene 1993-97.