Kulturen er et resultat af menneskets kamp med sine problemer. Religionen er i den sammenhæng ingen undtagelse.
Fundamentalistiske ateister vil endda hævde, at Jesus er en mental krykke og at kristendommen er en historisk afspejling af menneskets behov for at forklare en uforståelig verden. Og at religionen først fik sit væsentligste modstykke med Kopernikus og Galilei, da de udfordrede kirkemændene med en videnskabelig forklaring på hvordan materien også kunne hænge sammen.
Derved reduceredes religionen dybest set blot til en idé blandt mange i ideernes historie.
Men historisk har de kristne været gode til at markedsføre Jesus – og ikke mindst dem selv. Og det er i den kontekst, bureaufolk er blevet inviteret til at deltage i Outdoor Ə Award med opfordringen: Kryb til Korset – nogle outdoorbudskaber holder evigt.
Én ting er, at budskabet i al sin respektløshed træder en del af de troende over tæerne. Men i et land med mange tomme kirker kan jo man argumentere for, at det må de så leve med.
Noget andet er, at det bare er lidt for nemt.
Den traditionelle massekommunikation har i mange år lidt under, at det gælder om at puffe sig vej igennem en omfattende og højtråbende mediestøj. Provokationen er nærliggende at gribe fat i, fordi provokationen deler øretæver ud til det etablerede.
Provokation er vigtigt. De mest begavede af dem forstår kunsten at tage afsæt i eller skabe et nyt fællesskab. Den værste af slagsen forstår ikke betydningen af samhørighed i en tid, der mere end nogensinde kalder på fællesskab. Den sproglige plathed, fortænkthed og forkrampenhed der ofte følger med, betyder, at provokationen ender i en intellektuel øvelse i det, afsenderen opfatter som kommunikation.
Når dagen er omme, hvor relevant er den lidende Jesus på korset så egentlig for en virksomhed, der lever af at sælge annonceplads i gadebilledet? Hvor elegant er det at sidestille sit produkt med et ikon, som historisk er brugt til systematisk berigelse og undertrykkelse? Er der ikke bare tale om en turkis papkasse med noget energi i, et hovsarum med belejlige og opportune billeder og begreber, som får en dårlig idé til at hænge bedre sammen?
Som sådan har den selvfølgelig virket, bevares. Og formentlig tjent sit formål: at trænge igennem til bureauerne, først som irriterende stor og uforståelig teaser, dernæst som forløsningen på alle de spørgsmål der naturligt opstår, når noget ikke rigtig giver mening.
Forløsningen er bare også ligegyldig, fordi den heller ikke rigtig giver mening. Og med den altopofrende, naglede Jesus på korset in mende, er det ikke svært at fabulere videre på dommerkomiteens vegne – djævelens advokater – når vinderne af konkurrencen får overrakt en forudsigelig rejse for 2 til Jerusalem: tillykke små guder, dagens profeter – sømmet i bund og god pilgrimstur.
Så er smagløsheden da fuldendt!