94 procent af jobcentrene vil sende flere ledige i privat virksomhedspraktik og løntilskudsjob, hvor regeringen fra 1. januar giver økonomiske gulerødder. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som Kommunernes Landsforening (KL) har lavet blandt landets jobcenterchefer. Ifølge Erik Nielsen (S), der er formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, er det klart, at kommunerne retter ind efter regeringens økonomiske incitamenter.
– Nu kan vi påvise, at jobcentrene sætter massivt ind på at få lavet flere pladser i den private sektor, og så må vi bare håbe, at vi nu kan få de private virksomheder til at tage fra, siger Erik Nielsen til Information.
Spørgeskemaundersøgelsen er lavet på baggrund af de nye refusionssatser, som Folketinget i disse dage er ved at vedtage. Fremover vil virksomhedspraktik, løntilskud og ordinær uddannelse give høj refusion, mens andre former for aktivering skæpper ekstra i kommunekassen. Erhvervslivets organisation DI hilser jobcentrenes indsats velkommen, da virksomhedspraktik i det private er noget af det, der virker bedst for at hjælpe ledige i job, siger chefkonsulent Thomas Qvortrup Christensen fra DI’s arbejdsmarkedspolitiske afdeling.
– Mange af vores medlemsvirksomheder har aldrig hørt fra jobcentrene, så der er et vist potentiale for at skabe flere pladser. Men hvis man skal øge omfanget, skal kommunerne meget mere op på beatet og være opsøgende, siger Thomas Qvortrup Christensen til Information.