De sidste tre år har de private jobfirmaer, som for skattekroner blandt andet kører jobkurser for ledige, tredoblet deres overskud fra 25 til 77 millioner kroner. Det fremgår af Ugebrevet A4’s gennemgang af regnskaberne for 21 ud af 31 jobfirmaer i Jobrådgivernes Brancheforening. Den seneste tid har de private firmaer været udsat for massiv kritik med talrige eksempler fra arbejdsløse på meningsløse kurser. De gyldne tal vækker derfor forargelse hos oppositionen i Folketinget.
– Der er altså nogle, som tjener kassen på at levere meget ringe produkter. Jeg får næsten dagligt henvendelser fra ledige, som har været udsat for alt muligt juks hos private aktører lige fra at skulle finde sin indre tiger til at studere månen, siger arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen til A4. Selv om der har været kraftig kritik af indsatsen, er andelen af ledige, der aktiveres hos private aktører, steget fra fem procent i 2007 til cirka 18 procent i 2010.
Business.dk