Medarbejdere i Europa mener, at midaldrende og ældre har det svært på arbejdsmarkedet. I en meningsmåling i otte europæiske lande mener i gennemsnit 40 pct., at det er svært for folk over 40 år at finde et nyt job.
De danske resultater i undersøgelsen er de mest positive i Europa. Kun 22 pct. mener, at det er svært for folk på 40 og derover at finde et nyt job. 44 pct. mener, at mulighederne for at finde et nyt arbejde er gode, hvis blot man har den rette erhvervserfaring. 34 pct. mener ikke, at alderen spiller en rolle.
De mest pessimistiske er tyskerne, som er i en arbejdsløshedsspiral. Over halvdelen, 52 pct. fornemmer, at barriererne er størst for folk over 40 år, når de skal finde et nyt job, mens 37 pct. mener, at alderen bliver opvejet af den bagvedliggende erhvervserfaring hos den enkelte jobsøger. Kun 11 pct. er overbevist om, at alderen ikke har nogen betydning.
Resultaterne stammer fra en ny online undersøgelse gennemført af job- og karriereportalen, StepStone. Meningsmålingen dækker svar fra 12.353 jobsøgere i Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Italien, Belgien, Frankrig og Holland. MSOL