Steve Jobs trækker sig fra sin toppost som administrerende direktør for Apple. Jobs kæmper en indædt kamp mod en kræftsygdom og har haft sygeorlov siden januar.
– Jeg har altid sagt, at hvis der kom en dag, hvor jeg ikke længere kunne passe mine pligter og leve op til forventningerne som chef for Apple, ville jeg være den første til at give jer besked. Desværre er den dag nu kommet, udtaler han ifølge CNN i et kortfattet opsigelsesbrev.
Den 55-årige IT-guru og idémager trækker dog ikke stikket helt fra hjertebarnet Apple, men ønsker at fortsætte som bestyrelsesformand.
Steve Jobs var med til at grundlægge Apple tilbage i 1976, og herefter spillede han en nøglerolle for revolutionen i computerteknologien, der rullede hen over kloden i 1980’erne, skriver nyhedsbureauet DPA.
Den næstkommanderende Tim Cook overtager i stedet roret som koncernchef i det succesrige IT-selskab, der blandt andet tjener sine penge på iPhone og iPad.
Apple-aktier er steget støt de senere år i takt med, at selskabets produkter er slået igennem som regulære kassesucceser.
Det begyndte for alvor tilbage i 2001, da Steve Jobs introducerede musikafspilleren iPod’en. I 2007 kom mobilen iPhone, og i fjor var det så tabletcomputeren iPad.
I august i år vippede Apple olieselskabet Exxon af førstepladsen på ranglisten over verdens mest værdifulde selskaber.