Forbrugere i Californien og New York skal også snart drikke friskpresset dansk juice. Det er i hvert fald ambitionen for chefen i juicekæden og vækstvirksomheden Joe & The Juice.
Den har netop fået en svensk kapitalfond som hovedaktionær – og dermed ny økonomisk pondus til fortsat, hastig ekspansion, skriver Jyllands-Posten. I weekenden har Valedo Partners og de to nuværende ejere af Joe & The Juice, Kaspar Basse og Johan Wedell-Wedellsborg, lukket forhandlingerne. Kapitalfonden, der fokuserer på at investere i mindre vækstselskaber i Norden, bliver ny hovedaktionær.
Målet er, at Joe & The Juice kan fortsætte de seneste års vækst med etablering af nye juicebarer. Omsætningen landede i 2012/13 på 145 millioner kroner. Ifølge Kaspar Basse når man i år 200 millioner kroner i takt med, at endnu flere butikker åbner.
Borsen.dk