Jyllands-Postens chefredaktør og adm. dir. Jørgen Ejbøl nævnes stadig mere intensivt i spekulationerne om, hvem den nye chef på Berlingske Tidende bliver.
Argumentationen for ikke at afvise rygterne handler om, at han ikke kan nå videre på Jyllands-Posten, hvor krigen i Århus er stoppet og den københavnske satsning ved at glide ud i sandet. Samtidig udgør Berlingske lige nu en stor udfordring i trimningen til en ny markeds-situation. Desuden er avisen velkonsolideret og med de norske ejere i stand til at gå i offensiven. Med en model, der ligner BT, hvor Kristian Lund også er både chefredaktør og adm. dir. for et selvstændigt selskab med Joachim Malling som bestyrelsesformand skulle modellen blive spiselig for Jørgen Ejbøl.
Når Jørgen Ejbøl bliver aktuel, skyldes det, at den nye Berlingske-chef ifølge Markedsførings kilder skal være både chefredaktør og adm. dir. Dette indskrænker feltet af kandidater væsentligt, og i øjeblikket nævnes primært fire navne. Udover Jørgen Ejbøl er det Dagbladet Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen, DRs nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen samt mere overraskende, medejer af og direktør for Skandinavisk Filmkompagni, Erik Stephensen. Spørgsmålet er dog om han kan stå distancen. Han har måske den kommercielle erfaring, men han har ikke beskæftiget sig med den trykte verden længe
Koncern-chef Joachim Malling vil ikke kommentere rygterne, og han vil heller ikke udtale sig om spørgsmålet om, hvorvidt den nye chefredaktør også skal være adm. dir.
– Jeg har ikke noget at sige, før bestyrelsen har truffet sin beslutning, siger Joachim Malling og tilføjer kryptisk at man nu er tættere på end tidligere.
Men med Peter Viwels pludselig afgang og gårsdagens massefyringer tyder alt på, at offentliggørelsen af den nye chef er nært forestående. Peter Viwel ville ikke være den, der skulle gennemføre fyringsrunden, og det ville være en dårlig start for en ny chef at skulle gøre det. fin