Nutella kan vel bedst beskrives som en form for cacao-margarine med nødder og sukker, som opdeler den rige verdens del af menneskeheden i to hovedkategorier: Nogle foretrækker brødet bart, andre er decideret afhængige. Da vi hylder det frie forbrugsvalg og individets suveræne ret til selv at skelne, har myndighederne hidtil afholdt sig fra at advare mod misbrug.
De fleste vil sikkert gætte på at Nutella er tysk, men mærket er grundlagt i Alba i den italienske Piemonte-region, hvor man ellers er kendt for hvide trøfler og røde vine, to natur produkter, som vi er mange, der foretrækker fremfor choko-maggedulle og de yndige søstre Kinderchmitte og Kinderæg.
Virksomheden, den fjerdestørste i branchen efter Nestlé, Mars og Philip Morris, blev bygget på fremstilling og salg af chokoladesurrogat. Michele Ferrero giver aldrig interviews, men i forbindelse med firmaets 50 års fødselsdag lod han forstå, at han fik inspirationen under et besøg ved de hellige kilder i Lourdes. “Nutella-creme er således et mirakel forårsaget af Madonnaen i Lourdes“, skriver Alfredo Tesio, Rom, i dagbladet Børsen. På hver af de 15 fabrikker har papa Ferrero opstillet en Madonna-figur, således at alle 14.000 ansatte er klar over, hvem der har æren.
På årsbasis fyrer Ferrero ca. to milliarder danske kroner af på reklame. Alle taler om de tre ønsker, der virkelig ikke går. Overraskelse, chokolade og legetøj symboliserer en treenighed, og det hele ligger i et kristent frugtbarhedssymbol. Faderen giver Sønnen et Kinderæg, og inden i ægget er luften, og den skal nok symbolisere Helligånden, hvis det da ikke er legetøjets rolle, og Jomfru Marias blod og legeme går op i en højere enhed med cacao, nødder, sukker og planteolie. Måske er “Nutella“ næsten et skjult anagram, der rummer ordet “Halleluja“, selv om det betyder noget med nødder.
Blandt koncernens kendte TV-indslag er også glamour-party’et hos ambassadøren, der serverer Ferrero Rocher-kugler (som det tog ti år at udvikle). I den oprindelige version sagde en smuk dame, at “ambassadøren er vist ude på at forføre os“, men den adaptede replik er røget ud. Politiken ringede på et tidspunkt til den italienske ambassade for at høre, om de ved deres receptioner havde en lakaj til at gå rundt med en fad Ferrero Rocher, men fik en negativ tilbagemelding.
Ferrero omsætter 30 milliarder danske kroner om året, så de har råd til, at vi elsker at hade deres film. Når det blot lykkes at overbevise såvel målgruppen som dens slægtninge om, at produkterne er søde, sjove og sunde, så gør det ikke noget, at der intellektuelt vrænges af deres eftersynkroniserede papfigurer.
Produktudvikling af oblater til nadverbrug – med den dybe religiøse baggrund må Ferrero nærmest være kaldet til at forny menuen i den danske folkekirke. Det står skrevet, at vi alle skulle blive som børn påny, og så er en lille Kinderschmitte da ikke noget dårligt alternativ til de kedelige bisquits, der i dag serveres, når andagtssøgende går til alters. Men det kan godt være, at nogle biskopper herhjemme vil modsætte sig samhandel med en katolsk koncern.
På den anden side kan vi lige så godt vænne os til, at Den Europæiske Union i løbet af det næste årtusinde søsætter en ny kristen forsoningsreligion, hvor provster, paver, patri- og matriarker indgår en pagt, der skal forene os mod de vantro muslimer. En europæisk ærkebiskop er ingenlunde en umulighed.
Der bliver brug for et effektivt propaganda-apparat for at tillempe de eksisterende kirkeretninger til hverandre. Med Nutella som hovedsponsor.