For 5. gang skal der i august være jomfruhummerefestival på Læsø, hvor stjernekokke skal tilberede krebsdyret for almindelige dødelige.
Som en del af festivalen skal der være konkurrence kokkene imellem, og en af deltagerne er Allan Poulsen, som kan bryste sig af at være Årets Kok 2008.
Og han skal forsvare de lokale farver, for han er blevet hotelejer på Læsø, med et ønske om at pushe gourmetmad til øboerne og tilfældigt forbipasserende.
Sammen med de delikate skaldyr byder festivalen desuden på andre Læsøspecialiteter.
– Jomfruhummerprisen skal vindes af Læsø i år. Det er vigtigt at deltage i konkurrencen og støtte de begivenheder, der foregår på vores ø, så øens mange råvarer får opmærksomhed, siger Allan Poulsen.
Han driver Hotel Strandgården sammen med Casper Gustafsen.
– Læsø skal blive kendt for sin gode kvalitet, og vi vil gerne lære både kokke og forbrugere, at jomfruhummeren er en dejlig spise. Gennem konkurrencen bliver der skabt opskrifter, så danskerne også lærer at spise jomfruhummer, som det ellers især er udlandet, der aftager, forklarer Jess Jessen-Klixbüll, der er en af festivalens arrangører.
sm