Jonas Elmer – nok mest kendt som instruktør på filmen Let’s get lost – er det seneste skud på stammen hos Nordisk Film Commercial. Han er blandt de fem instruktører, der trækker filmproduktionsselskabet i den rigtige retning.
– Det vi primært sælger os selv på er vores instruktører. Og her står vi altså med en håndfuld meget forskellige og samtidig meget dygtige folk. Faktisk kan vi sammenligne os med et fodboldhold, hvor der både er de unge og uslebne, der tør noget nyt – plus de mere rutinerede, som repræsenterer det solide overblik, fortæller Anders Lundgren, der nu har været direktør for Nordisk Film Commercial i lidt over to år.
Og da man på det seneste mest er blevet udsat for historier med lidt negativ klang fra Mosedalvej i Valby – skal det denne gang handle om, at Nordisk Film Commercial på bare et par år har vendt skuden og i år 2000 havde rekordår med både 25 millioner i omsætning og et fornuftigt plus på bundlinien.

UPRøVEDE INSTRUKTøRER
– Ikke at 2000 var et jubelår, som det med reklamefilmproduktionsøjne var i både 96, 97 og 98, men det var et fornuftigt år, hvor det er lykkedes os at komme tilbage på markedet efter en fase med stor tumult, forklarer Anders Lundgren og tilføjer lidt efter, at de både har været heldige og ihærdige. For i reklamefilmverdenen handler markedsføring nemlig primært om at lave gode film.
– Jeg tror, at den bedste form for markedsføring er at lave nogle gode produkter. Men det handler selvfølgelig også om at være synlig på bureauerne og dermed om at have en intensiv dialog med markedet, mener han og siger, at producerne har lavet et kæmpe benarbejde og været meget agressive i markedet. Hertil kommer, at Nordisk Film Commercial har turdet tage nye og uprøvede folk ind i varmen. Både Henrik Bülow og Kasper Barfoed er to nye unge talenter, der før kun havde lavet meget få reklamefilm, og som Nordisk Film så har satset på at pleje og udvikle. Ifølge Anders Lundgren har det betydet, at såvel de to instruktører som selskabet i det hele taget er vokset med opgaven.
De fem instruktører Nordisk Film Commercial nu har i stalden er foruden Jonas Elmer, Henrik Bülow og Kasper Barfoed også Erik Gustavson og en ny svensk instruktør ved navn Joakim Eliasson.
– Joakim repræsenterer den ny generation af svenske reklamefilminstruktører. Han har ikke lavet noget i Danmark endnu, men i Sverige har han arbejdet for kunder som SAS og Volkswagen. Erik er manden med det solide overblik. Han har lavet syv spillefilm og på det seneste blandt andet danske reklamefilm for Telia og Knorr.
Rent kreativt betyder det altså, at Nordisk Film Commercial ikke har en entydig profil.
– Vi prøver at sammensætte en portefølje af instruktører, så vi kan tilbyde kunderne forskellige former for storytelling. Og når vi skal have nye instruktører ind, så skal de simpelthen kunne tilføre noget nyt til den profil, understreger direktøren.

UD I VERDEN
I det hele taget er Anders Lundgren meget opmærksom på den kreative proces og dermed på, at det ikke er alt der fungerer på film.
– Vi kommer som oftest ind i billedet, når idéoplægget er godkendt af kunden. Men jeg har da været ude for, at oplægget ikke fungerer som film – eller at vi i hvert fald ikke kunne stå inde for det. Og så vil vi hellere takke nej end lave en film, vi ikke tror på. I bund og grund handler det jo om, at annoncøren og bureauet får løst opgaven, der gør at annoncøren får solgt nogle varer, fastslår han. Anders Lundgren fortæller også, at mange er af den opfattelse at Nordisk Film er et statisk foretagende.
– Men mange af vores kunder kommer altså netop fordi vi tør tage chancer.
Nordisk Film Commercial har senest lavet film for blandt andet Anoreksiforeningen, Kvickly (friends), SuperBrugsen og B&O – og det kører faktisk så godt, at de nu også føler sig modne til også at se ud over landets grænser.
– Vi er gearet til at udvikle os, og derfor satser vi blandt andet på at alliere os med produktionsselskaber i både øst- og vesteuropa. På den måde kan vi drage nytte af hinandens instruktører – en model som mange andre danske produktionsselskaber også har fået øjnene op for, siger Anders Lundgren.

nordisk film