Sidste uges journalistiske skandale, som Jyllands-Posten opdagede, er ved at finde en afslutning. Den norske freelance-journalist Bjørn Benkow indrømmer i dag i et indlæg i den norske avis Dagens Næringsliv, at han ikke har interviewet Bill Gates ombord på et fly til Wien.
– Jeg har ingen undskyldninger. Bare forklaringer. Men faktum er alligevel, at jeg har fusket. I nogle sager, skriver Bjørn Benkow i et læserindlæg i Dagens Næringsliv i dag. Og han fortsætter:
– Jeg har truffet og snakket med verdenskendisserne, men omstændighederne og tidsrummet har ikke altid været, som skrevet, skriver Bjørn Benkow, der udover sit fingerede interview med Bill Gates blandt andet også er blevet beskyldt for at fuske med interviews med Oprah Winfrey og racerkøreren Michael Schumacher.
Han undskylder sig med dårligt helbred og dårlig økonomi og en følelse af desperation. MSOL