Et nyt filmbureau – Today Film – har meldt sig på banen og vil producere nyhedsindslag, film og tv-programmer til virksomheder og organisationer.

Bag bureauet står to journalister, Rasmus Benzon og Jesper Bloksgaard, og deres idé er at tage journalistikken, fortællestilen, fokus på gode historier og ikke mindst farten med fra nyhedsverdenen og tilsætte et filmisk udtryk.

Rasmus Benzon er uddannet fra DJH, TV 2 Danmark og CNN London. Har været reporter og redaktør på TV 2 Nyhederne og redaktør hos Nordisk Film TV.

Jesper Bloksgaard er uddannet fra DJH, DR Dokumentar og CNN London. Har været journalist på TV-Avisen, TV 2 NEWS og tilrettelægger på DR Dokumentar. Han har desuden produceret corporate film for blandt andre Blue Water og BUPL.

Og mantraet hos de to nye bureau-ejere er: Fortæl historier.

– Virksomheder og organisationer ligger inde med masser af fantastiske historier, der ikke er plads til i tv-nyhedsudsendelserne eller i den øvrige sendeflade. Det er blandt andre disse historier, vi kan producere, og har man en hjemmeside, en YouTube-kanal eller en Facebook-side, behøver man jo ikke længere en tv-station for at få film ud til danskerne, siger Rasmus Benzon.

Indtil videre har det nye filmbureau produceret indhold for blandt andre TV 2, Erhvervsstyrelsen, Jyske Finans og Dansk Handicap Idræts-Forbund, og næste opgave bliver en mini-dokumentar, der skal optages på tre kontinenter for en stor dansk virksomhed – hvis identitet Rasmus Benzon dog endnu ikke vil løfte sløret for.

Og reklamefilm?

– Ja, også det, men vi tænker ikke i traditionelle reklamefilm med skuespillere, dukker, modeller og produkter. For os handler det om indhold, indhold og indhold. De gode historier, som alle virksomheder gemmer på. Et logo til sidst er selvfølgelig fint – man skal jo helst kunne identificere afsender – men det skal være fortællingen, der bærer det, siger Rasmus Benzon og General Electrics ”GE Stories” som et godt eksempel på historiefortælling fra en virksomhed.

Du kan få mere at vide om Today Film herOg her kan du se et eksempel på den type historiefortælling fra General Electric, Rasmus Benzon nævner.