Den nye alliance er i tråd med JP’s strategi om at indgå partnerskaber med specialmedier på nettet, hedder det i en meddelelse fra Jyllands-Posten..
– Det var oplagt for os at invitere videnskab.dk ind som partner på vores Ny Viden-sektion. Videnskab.dk behandler det videnskabelige stof på en seriøs og troværdig måde, så læserne både får ny indsigt og en spændende læseoplevelse. Partnerskabet vil være med til at styrke Ny Viden-sektionen, der er meget populær blandt vore læsere, siger internetredaktør Jørgen Schultz-Nielsen, JP Medier.
Videnskab.dk er et nyt, uafhængigt netmedie, som blandt andre flere forskningsråd står bag. Formålet er at levere populært formidlede forskningshistorier med særligt blik for de unge. Videnskab.dk dækker forskningsstoffet bredt – fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab.
– Som nyt forskningsmedie har vi på få måneder markeret os som stedet, man går hen for at læse om forskning og videnskab, og vi har allerede nået omkring 75.000 månedlige besøg på sitet. Vi oplever klart en stigende interesse blandt danskerne for det videnskabelige stof, og samarbejdet med en stærk partner som Jyllands-Posten er vigtigt, fordi det vil hjælpe os til at få vist vores indhold til en endnu større del af vores målgruppe, siger Vibeke Hjortlund, chefredaktør på videnskab.dk.
Aftalen mellem JP Medier og videnskab.dk indebærer, at forskningsnyheder fra videnskab.dk bliver bragt på jp.dk. Videnskab.dk får i tilknytning til artiklerne mulighed for at eksponere indhold i form af links, der går i dybden med forsknings-området. 
sit