JP/Politikens Hus lægger nu op til benhård konkurrence på avismarkedet, hvor islandske Dagsbrun har hyret Svenn Dam til at etablere en gratisomdelt morgenavis til efteråret.
Koncernen meddeler, at man også vil udgive en gratis morgenavis, der beskrives som ”en kvalitetsavis med et højt journalistisk niveau«.
– JP/Politikens Hus har en styrke, der gør det muligt at etablere en ny gratisavis, som vil være fuldt konkurrencedygtig med de øvrige gratisaviser, der er – eller kan forventes – på markedet, siger administrerende direktør Lars H. Munch til Pol Online.
Direktør for de nye aktiviteter bliver Torsten Bjerre Rasmussen, som er bladredaktør på Jyllands-Posten.
I første omgang skal han have fundet en chefredaktør.
Det er endnu ikke fastlagt, hvor mange ansatte den nye gratisavis skal bruge.
David Trads, der er chefredaktør for det islandske projekt, siger til Pol Online: – Jeg synes, jeg for nogle uger siden hørte de selv samme mennesker sige, at det her nok ikke kunne lade sig gøre, og at det var en dårlig idé. Så er det jo dejligt at se, at der alligevel er flere, der – lige som os – ser et behov for at ændre på det eksisterende dagbladsmønster i Danmark. Det er lige efter bogen..
Professor i medieledelse, Anker Brink Lund, Copenhagen Business School, tvivler over for Børsen på, at der er plads til mere end en gratis morgenavis.
– Grundlæggende er der nok plads til én og kun én avis af denne karakter i Danmark. Det bliver ikke kun afgørende, hvem der kan lave den bedste avis, men også hvem der kan lave den mest effektive distribution. fin