Fusionen mellem Jyllands-Posten A/S og A/S Dagbladet Politiken har levet op til forventningerne. Det konkluderer koncernens bestyrelse på baggrund af resultatet for 2004. Uden en udlodning på 27 mio. kr. fra strejkesikringsfonden er resultatet på 179 mio. kr. Med udlodningen inkluderet bliver det til 206 mio. kr.
Nettoomsætningen i koncernen blev i 2004 på 3,1 mia. kr. mod 3,0 mia. kr. året før. Egenkapitalen udgør herefter 719 mio. kr. mod 592 mio. kr. i 2003.
– Vi kan glæde os over, at stort set alle koncernens virksomheder har bidraget til det gode resultat, siger den administrerende direktør, Lars Henrik Munch til Jyllands-Posten, som tilføjer, at man også i 2005 venter et tilfredsstillende resultat.
– Vi oplever, at de mål, der blev lagt for fusionen på både omkostningsbesparelser og aktivitetsudvidelser, er nået. Vi har skabt en sundere og mere konkurrencedygtig virksomhed, og der er en positiv udvikling, både når det gælder annonceindtægter og bladsalgsøkonomi, siger Lars Henrik Munch.