Jyllands-Posten kaster nu et nyt våben ind i konkurrencen på det københavnske avismarked. D. 8. maj introducerer avisen en kulturguide, hvor en hjørnesten i distributionen er et samarbejde med DSB.
Udover at optræde på en lang række steder i det københavnske kulturliv vil guiden blive distribueret fra samtlige bemandede S-togsstationer, og DSB vil samarbejde med Jyllands-Posten om at gøre den nye guide kendt.
– Vi skal desuden vænnet folk til, hvor de kan finde guiden, og derfor vil den i første fase blive uddelt en række steder, fortæller adm. dir. Birger Rasmussen, mediacenter danmark, som står bag projektet sammen med JP Københavns redaktør Per Mikael Jensen.
Oplaget vil i første omgang blive 25.000, men de to vurderer selv, at potentialet er meget større. Udover dagbladenes listning af kulturbegivenheder, typisk i week-end aviserne, er der kun én omfattende guide på markedet, og det er den engelsksprogede og turist-orienterede Copenhagen This Week. Andre guider stammer fra organisationer og er derfor ikke så omfattende. Jyllands-Posten mener således at have fundet et hul i markedet.
– Det vigtigste i en sådan guide er også det kedeligste og mest kostbare at producere: listestoffet. Men der er ikke nogen vej udenom. Du skal have det hele med, hvis en guide skal have mening, siger Per Mikael Jensen.
Guiden er et utraditionelt eksempel på, hvordan internet-aktiviteter kan kaste indtægter af sig. Grundlaget for den trykte guide er internet-basen JP Guide, hvor samtlige kulturbegivenheder registreres i forvejen. Indholdet til den trykte udgave trækkes så ud herfra. Til gengæld er indtægts-mulighederne større i den trykte udgave, erkender Birger Rasmussen. Meningen er, at guiden fuldt ud skal annoncefinansieres.
Samtidig skal JP Guide på internettet viderudvikles med henblik på bl.a. at blive den store landsdækkende søgebase for kulturlivet, og Birger Rasmussen vil ikke udelukke, at der kan komme en trykt guide i andre danske byer.
– Men nu skal vi først have den til at fungere her i København, siger Birger Rasmussen.
Udgivelsen giver desuden anledning til en produktudvikling af JP København, som hver dag i ugen vil rumme en side om hovedoverskrifterne i guiden.
Den nye trykte guide er således et eksempel på, hvordan de forskellige medier kan spille sammen. De kan hver for sig stå alene, men der er også masser af synergi – også til hovedproduktet i form af avisen, der vil nyde godt af profileringen. Guiden går ind på det københavnske kulturmarked og henvender sig først og fremmest til det unge publikum. Ingen af delene kan i dag karakteriseres som Jyllands-Postens stærkeste sider på det københavnske marked.