JP/Politikens Hus fortsætter oprustningen på nicheområdet med endnu et erhvervsmedie målrettet en specifik branche.
Denne gang drejer det sig om at skrive så gode og fængende artikler om virksomheder og personer i ”det blå erhvervsliv” (herunder rederier, leverandører, havne og offshore), at folk i shippingbranchen er villige til at betale for at få lov til at læse dem.
ShippingWatch hedder det nye medie, og det bliver det fjerde abonnementsbaserede medie i Watch-familien, der allerede tæller MedWatch, FinansWatch og MediaWatch. Efter planen går ShippingWatch live i slutningen af februar eller begyndelsen af marts.
Udgangspunktet er dansk, men den journalistiske tilgang er international i en branche, hvor mange danske virksomheder gør sig på den globale scene. Af samme grund udkommer ShippingWatch såvel på dansk som på engelsk.
– 90 pct. af verdenshandlen transporteres med skib, og Danmark har en førerposition på området. Derfor mener vi ikke bare, at der er plads til men også behov for et uafhængigt, kritisk og fair journalistisk medie om branchen, siger Anders Heering, der er chefredaktør for ShippingWatch og de øvrige medier i Watch-familien.
ShippingWatch drives i regi af Jyllands-Posten, hvor Jens Nicolaisen, direktør for JP Medier, glæder sig over forøgelsen i Watch-familien.
– ShippingWatch og MedWatch skal være med til at styrke Jyllands-Postens i forvejen stærke position på erhvervsområdet. FinansWatch og MediaWatch har vist os, at der er efterspørgsel efter kvalitetsindhold på nettet, og at betalingsvilligheden er til stede, siger han.
Mens MediaWatch ejes i fællesskab med A-Pressen (40 pct.), så har ShippingWatch, MedWatch og FinansWatch JP/Politikens Hus som den eneste ejer.