Efter sommerferien udkommer Jyllands-Posten i tabloid-format. Tilbage står Politiken som det sidste dagblad i det hæderkronede broadsheet-format i Danmark, hvilket måske ender som en salgsparameter.
Under alle omstændigheder meddelte adm. dir. i JP/Politikens Hus Lars Munch tidligere i dag, at der i kølvandet på omlægningen følger endnu en fyringsrunde.
Den mulighed luftede Lars Munch allerede for en uge siden, da han på det tilbagevendende info-møde døbt “Rigets Stilling” fortalte, at annoncesalget svigtede, og at “der må snart ske noget.”
På Jyllands-Posten skal man nu igennem en tre-trinsraket: Den planlagte avis, omlægningen til tabloidformat, og en fyringsrunde. Alle tre initiativer handler om at spare penge.
Den planlagte avis, fordi “tid” også er en ressource og omkostningskrævende, og at redaktionerne ved at udnytte tiden bedre, vil være i stand til at yde mere. Og derfor ligger fyringsrunden i naturlig forlængelse af “den planlagt avis.”
Det nye format sparer også penge, idet alle avisens publikationer nu er i tabloidformat.
Sidste initiativ, der stadig arbejdes med i mediehuset i Viby J., er begrebet “fremtidens avis,” og hvor ledelsen og medarbejderne fortsat arbejder for at genopfinde den moderne betalingsavis.
Om Jyllands-Posten bevarer sin redaktion på Kgs. Nytorv eller flytter den op på Rådhuspladsen i forbindelse med sammenlægningen af MetroXpress og 24timer vides ikke.
cwl