Danmarks største websted, portalen Jubii, melder sig nu ud af brancheorganisationen FDIM’s (Foreningen af Danske InternetMedier) fælles målinger for den kommercielle danske Internet-trafik. Det sker som følge af organisationens omlægning af de interne regler for optælling via Gallup. Regelændringen betyder, at tallenes sammenligningsgrundlag forsvinder, idet kravene til væsentlige faktorer udvandes i det seneste regelsæt. Rent praktisk er der ikke længere krav til, at de medtalte sider skal være hentet frivilligt af brugeren – eller til at siderne principielt skal kunne bære annoncer.
– Det må være klart for enhver, at der ikke længere er tale om et retvisende billede, når f.eks. fejltastninger i adresselinjen automatisk tæller med i trafikken hos ét enkelt websted, der i kraft af en dominans på browsermarkedet modtager 95 procent af fejltrafikken. Samtidig åbner de nye regler mulighed for, at man kan tælle sider, på hvilke man ikke selv er den egentlige indholdsleverandør. Det betyder til sammen, at tallet bliver værdiløst for annoncører, mediebureauer og markedsanalytikere, da sammenligning ikke længere er praktisk mulig, siger medstifter af Jubii,
Martin Thorborg, der også får støtte fra mediabureauet Mediacom.
– FDIM har tidligere givet udtryk for, at netop forbedret måling af Internettets resultater kan være et middel til vækst. Derfor finder vi det både overraskende og ærgerligt, at FDIM ser ud til at udvande egne regler for optælling af den danske Internet-trafik. Mediacom har behov for at kunne danne sig et retvisende billede af trafikken på Internettet generelt og for vores kunder i særdeleshed. Med de nye omlægninger for optælling stiller Mediacom sig tvivlende overfor, hvad tallene egentlig dækker over. Det tyder på, at en egentlig uafhængig part bør medtages i brancheorganisationens metodeudvalg lyder det fra Henrik Dyring, Interactive Media Director, Mediacom A/S
Jubii håber, at der med tiden atter vil etableres en målingsstandard, der kan anvendes som pejleinstrument til analyse af Internet-markedet til glæde for annoncører og brugere.
– Der er vigtigt for os, at dette ikke bliver opfattet som en reaktion på, at Jubii ikke får sin vilje. Vi er meget kede ad bruddet, men ser os nødsaget til at tage konsekvensen af længere tids faglig uenighed med FDIM’s ledelse. Vi mener, at reelle målestandarder er den eneste seriøse måde til at fortælle annoncørerne om Internettes styrker. Det er beklageligt, at vi ikke kan enes om et fælles fodslag, især for os, der er blandt organisationens oprindelige initiativtagere.
Jubii trækker sig med øjeblikkelig virkning fra alt udvalgs- og bestyrelsesansvar i FDIM, men forbliver i opsigelsesperioden foreløbig i organisationen som menigt medlem.
jür