Når der igen skal pustes liv i den danske internetportal Jubii, bliver det blandt andet med øget fokus på brugerne og på at tiltrække de bedste annoncører.
– Jubii har rigtig mange og meget loyale brugere. Dem skal vi blive bedre til at lytte til og inddrage i den videre udvikling af portalen. Og på annoncørsiden introducerer vi en helt ny model, som belønner de annoncører, der har det bedste indhold, siger Henrik Busch.
Han er virksomhedens nye administrerende direktør og tror på, at der er masser af uudnyttet potentiale i Jubii, som blot skal realiseres
– Det er ikke nogen hemmelighed, at Jubii i Danmark ikke havde meget plads til at manøvrere, da selskabet var en del af Lycos Europe. Nu er vi et selvstændigt selskab, som er i stand til at rykke hurtigt i forhold til markedet, siger Henrik Busch.
Jubiis tidligere direktør, Peter Lundsgaard, som nu er blandt selskabets ejere, er glad for at overlade direktørstolen til Henrik Busch:
– Jeg har stået i spidsen for Jubii i fem år, og det har været både spændende og udfordrende. Nu har vi en helt ny situation, hvor jeg selv er blandt ejerne af virksomheden, og det er det rigtige tidspunkt at lade nye kræfter komme til. Jeg er overbevist om, at Henrik er den rigtige mand til at udvikle Jubii.
Henrik Busch kommer fra en stilling som nordisk direktør i Goviral, der som bekendt arbejder med viral markedsføring.
Før da var han business development director hos mediebureauet Initiative Universal Media.