Jubii har i dag lukket for tilmeldinger til Jubii Nation. I stedet vil Jubii fremover have kunderne til at betale enkeltvis for de tjenester, de benytter sig af. Jubii Nation havde på godt et år nået at få 15.000 medlemmer, der hver betalte 250 kroner for et internet-baseret klubmedlemskab.
– Brugerne oplever det som et irritationsmoment, at de skal betale for noget, de ikke bruger. Derfor går vi væk fra klub-konceptet, hvor man får en samlet pakke. Fremover skal vi hente indtjeningen gennem tillægsbetalinger for delprodukter og gennem microbetaling, siger Martin Thorborg, marketingdirektør hos Jubii.
Jubii Nation har på et år givet en omsætning på knap tre mio kroner eller knap otte procent af Jubiis samlede omsætning. Tjenesterne, der fremover skal betales penge for, omfatter eksempelvis chat, e-mail, tjenester til udvikling af egne hjemmesider og meget andet.
– Markedet har flyttet sig, så man nu godt kan tjene penge på ekstra ydelser. Der er tale om en forventet udvikling, selvom vi nok havde forventet, der ville gå længere tid inden det skete, siger Martin Thorborg, der tror Jubii vil tjene flere penge ved fremover ikke at sælge en samlet Jubii Nation-pakke.
jür