Jubii er ikke kun den mest besøgte portal, sådan som det fremgår af FAKDIS ugentlige målinger. Nu kan det danske site også prale af at være mere populær blandt brugerne end de nærmeste konkurrenter. Jubii har nemlig opnået højere karakterer på de enkelte områder som design, navigation og relevans i websiteundersøgelsen www.karakterbogen, som Markedsføring fremover vil lave i samarbejde med analyseinstituttet Zapera.com.
I undersøgelsen har man bedt 500 personer vurdere design, relevans og navigation på de tre sites og denne gang altså tre portaler. Resultatet er at Jubii bliver bedømt bedst og SOL dårligst.
– Forskellen er mest markant, når respondenterne vurderer, hvor god siten er at finde rundt på. Her betegner 73 procent Jubii som god, mens kun 49 siger det samme om SOL. De samme tendenser gør sig gældende, hvis man sammenligner brugere/ikke-brugere, siger Mads Stenbjerre, analysechef hos Zapera.com.
Han understreger, at både, når man ser på brugerne og ikke-brugerne for de tre sites klarer Jubii sig bedre end de andre to. Det er altså ikke kun er de trofaste Jubii brugere, der præger billedet.
– At SOL klarer sig noget dårligere end de andre sites kan skyldes, at Yahoo! og Jubii er mere rendyrkede indeks-sites med tilknyttede services, mens SOL har lagt en mere redaktionel linie allerede fra forsiden, siger han.
Tallene viser ikke overraskende, at jo mere man bruger et site desto mere positiv er man overfor sitet.
Mads Stenbjerre kan ud fra tallene i undersøgelsen se en generel trend, der går på, at sitene får højere karakterer af de yngre (under 50) end de ældre.
Med hensyn til Yahoo! finder mænd sitet mere relevant, mens kvinderne bedre kan lide designet. SOL bliver dog bedømt til at være lige relevant af kvinder og af mænd, mens de andre to sites bedømmes mindre relevante af kvinderne end af mændene. SOL’s succes hos kvinderne hænger måske sammen med deres kvindeportal Mocca.

REDESIGN AF PORTAL
SOL tager resultatet af www.karakterbogen ganske alvorligt og vil absolut lytte til brugernes synspunkter i fremtiden.
– Vi må simpelthen blive bedre at designe portalen og gøre den mere brugervenlig, siger Morten Damgaard, marketing direktør hos SOL. Til sit forsvar understreger han dog, at SOL er en anderledes portal end Jubii og Yahoo.
– Skal man sammenligne korrekt bør man sammenligne med vores søgemaskine Kvasir, som er bygget op på samme måde som de andre “rendyrkede“ søgeportaler. SOL er en bred og generel portal, der er meget præget af redaktionelt stof, som eks. nyheder. Det er sværere at standardisere og gøre fuldstændig brugervenligt. Men resultaterne er ikke til at tage fejl af. Derfor skal vi lytte til vores brugere. Vi vil være den bedste og største portal i Norden og derfor har vi på baggrund af vore egne analyser iværksat et større arbejde med at redesigne vores portaler, så vi kan leve op til vores ambitiøse målsætninger, siger han.
Hos Jubii er meget glade for at både brugere og ikke-brugere modtager portalen så positivt.
– Vi har altid arbejdet meget med design og navigation. Bredden af brugerne gør, at vi ikke kan tage noget for givet. Indholdet har også været i fokus fra starten, alle link bliver manuelt gennemgået og det giver en høj grad af relevans og overskuelighed, siger Martin Thorborg, marketingdirektør hos Jubii.

Hvad synes du om designet?
SOL
Meget dårligt 2,6
Dårligt 12
Godt 38,7
Meget godt 8,8

Yahoo
Meget dårligt 1,8
Dårligt 7,4
Godt 48,3
Meget godt 13,8

Jubii
Meget dårligt 0,2
Dårligt 4
Godt 50,9
Meget godt 19

Hvordan synes du sitet er at finde rundt på?
SOL
Meget dårlig 6,2
Dårlig 13
God 36,1
Meget god 12,6

Yahoo
Meget dårlig 3,2
Dårlig 9,4
God 44,9
Meget god 19

Jubii
Meget dårlig 0,6
Dårlig 3,6
God 51,1
Meget god 24,3


Er indholdet/funktionerne relevante for dig?
SOL
Meget irrelevant 1,8
Irrelevant 4,6
Relevant 53,5
Meget relevant 6,4


Yahoo
Meget irrelevant 2,2
Irrelevant 4,0
Relevant 54,7
Meget relevant 10


Jubii
Meget irrelevant 2,8
Irrelevant 2,4
Relevant 54,1
Meget relevant 14,6

Alle tal er i procent
I skemaet er ikke medtaget de personer, som har svaret hverken/eller og ved ikke.



UNDERSøGELSEN
www.karakterbogen produceres af zapera.com og bygger på tilbagemeldinger fra 500 internetbrugere, som er blev bedt om at udføre tre opgaver på de tre sites. For at forhindre at resultaterne var påvirket af rækkefølge og opgavens type har både opgaverne og respondenterne været tilfældige. Efter at have løst opgaverne blev internetbrugerne bedt om at vurdere hvert site med hensyn til design, navigation og relevans og til sidst gav respondenterne en overordnet karakter på 13-skalaen til de tre portaler.