En omfattende turnaround af den økonomisk kriseramte internetvirksomhed Jubii har, ifølge Jyllands-Posten, endnu ikke givet de ønskede økonomiske resultater. Derfor har den danske adm. direktør været nødt til at bede sine tyske ejere om et solidt økonomisk tilskud på 15 mio. kr.
Samtidig har Jubii ifølge avisen tabt markedsandele på markedet for internet-annoncering, som ellers er i kraftig vækst. I de glade internet-dage var Jubii bedre til at bruge penge end til at tjene dem. I perioden 2001 til 2003 tabte Jubii således 85 mio. kr. Men da de oprindelige stiftere Martin Thorborg, Kasper Larsen og Henrik Sørensen forlod virksomheden i begyndelsen af året, trådte Peter Lundsgaard til med en ambition om at gøre Jubii til en sund forretning.
I foråret afskedigede han således 30 medarbejdere, og Jubii er netop flyttet fra dyre lokaler i Carlsberg-siloen på Frederiksberg til billigere lokaler på Holmen, lige ved siden af den nye Opera.