Statsradiofonien står som den eneste imod: Ingen julemusik før den 1. december. Alle andre har for længst taget imod det kommercielle budskab – ulempen for detailhandlen er, at mæt- og juletrætheden rammer os som en kollektiv lægtehammer, når julekalenderen kun har én uåbnet låge tilbage.
– Juleaften er ikke længere højdepunktet, men snarere et slutpunkt, siger lederen af Dansk Folkemindesamling og forsker i traditioner og ritualer, Else Marie Kofod til Ritzau.
Julegaverne skiftes tilmed ud med velgørenhed, men med den traditionelle jul i opbrud kan en anden branche glæde sig: Salget af udlandsrejser boomer.
På status-hitlisten er juleaften ved at blive overhalet af nytårsaften
– Før i tiden var det ultimative højdepunkt juleaften, og så kom julehyggen i dagene helt op til nytår.
Selve nytårsaften var ikke noget særligt. Det er det blevet, fordi man er sammen med vennerne. I dag starter nytårsforberedelserne allerede tredje juledag, så højdepunkterne er simpelthen blevet forrykket, siger Else Marie Kofod til Ritzau. peng