Flere danskere tog sidste år tabletten eller smartphonen frem, mens de lå henslængt i sofaen, for at handle julegaver online. 
Julehandlen i 2013 blev således i langt højere grad end tidligere klaret fra mobile enheder. 
Det viser en undersøgelse, som webbureauet Novicell står bag. 
Julehandlen fra mobile enheder fyldte i julen 2013 12 % af den samlede online julehandel, mens de mobile enheder kun fyldte seks procent året før.
Men selv om danskerne er godt fremme i det digitale felt med brugen af tablets og smartphones ved den nyligt overståede jul, er det ikke alle webshops, der er lige så godt med i udviklingen. 
Ifølge Novicells administrerende direktør, Per Kirchner, er der nemlig stadig mange webshops, som ikke er optimeret til mobile enheder.
– Først og fremmest er der en teknisk udfordring. De butikker, som ikke har gearet deres webshop til at tage imod kunderne fra tablets og smartphones, risikerer at gå glip af en ikke uvæsentlig omsætning, siger Per Kirchner.
Kontekst er konge
Det er ikke kun optimeringen, som den mobile tendens stiller større krav til. For handlen fra tablets og smartphones sker i en anden social kontekst, end hvis handlen kom fra en stationær computer på arbejdspladsen.
–Mens handler fra stationære computere foregår i dagtimerne og tit fra ens arbejdsplads, sker handler fra mobile enheder typisk om aftenen – og ofte i sofaen, når man er sammen med andre. Det giver en anden beslutningsproces for brugeren, forklarer Per Kirchner.
Per Kirchner mener, at blandt andet webshops design kan gøre spille en afgørende rolle, når det gælder om at tilpasse sig de forskellige kontekster, som køberne indgår i.
Ud over handlen fra mobile enheder fortæller Novicells undersøgelse også, at Facebook hjælper køberens beslutningsproces.
– Vi køber ikke en støvsuger blot fordi, vi har set produktet delt på Facebook. Men hvis vi først har besøgt en netbutik via Facebook, er der væsentligt større chance for, at man vender tilbage til netop denne netbutik. Således er der sket en fordobling i antallet af assisterede salg fra 2012 til 2013, slutter Per Kirchner.