Julehandlen kan ende med at blive en ren kalendergyser med nervøse nisser og utålmodige forældre.
Transportbranchen advarer om, at der er så få lastbiler og skibe i overskud, og at der kan komme store forsinkelser på transporten, når butikkerne vil have julegaverne hjem.
– Krisen har trukket utroligt meget kapacitet ud af markedet, og der forsvinder stadig vognmands-virksomheder ud af markedet. Der er allerede udfordringer i dag, og hvis opsvinget bider sig fast, vil vi se endnu flere udfordringer, siger direktør Martin Aabak fra brancheforeningen Danske Speditører.
Den internationale handel dykkede så brat under finanskrisen, at flere vognmands-virksomheder gik konkurs, samtidig med shippingselskaber tog skibe ud af drift. Og nu da efterspørgslen og den internationale handel er i bedring, mærker transportbranchen flaskehalsproblemer.
Problemet er forstærket af, at kreditklemmen har fået butikkerne til at bestille meget små ordrer hjem ad gangen, da de mangler rede penge at betale varerne for. Butikkernes lagre er skrumpet, mens behovet for hurtig transport til at møde udsving i efterspørgslen er større.
Jyllands-Posten Erhverv side 1 + 4-5.