Forleden kunne man i disse spalter læse om en QR-kode kampagne for Julemærkefonden udviklet af Post Danmark og Okari Mobile, som en ekspert betegnede
som velment, men halvkikset.
Sådan er oplevelsen af kampagnen bestemt ikke hos kunden, Julemærkefonden, der tværtimod betegner den som lidt af en succes.
– Vi blev noget overaskede, da vi læste artiklen, da vi har en helt anden opfattelse. Vi betragter kampagnen som succesrig, siger Hanne Nielsen, der er kommunikationsansvarlig hos Julemærkefonden.

Hun fortæller, at Julemærkefonden, der de seneste år har lidt under, at færre og færre sender julekort og dermed køber færre julemærker, har haft endog meget gode erfaringer med QR-koderne.
– Det er en ny spændende teknologi, som vi håber, der kan være med til at skabe fornyet interesse for julemærket, der har over 100 år på bagen, men som vi må erkende, der ikke har den gennemslagskraft i dag, som det tidligere har haft, siger hun.
Konverteringsrate på 38 procent
Hanne Nielsen fortæller, at kampagnens QR-koder hidtil er blevet skannet 8.000 gange. Af de skanninger har Julemærkefonden fået 3.000 permissions.
– Det svarer til en konverteringsrate på 38 procent, og det er vi meget tilfredse med, siger hun.
Koderne er blevet skannet på bagsiden af julemærkeark, årets trykte julekalender fra TV 2, på printannoncer og i breve, der sendes ud fra Julemærkefonden. Godt halvdelen af skanningerne kommer fra julekalendere.
Hvordan har du det så med, at se jeres kampagne blive kritiseret så skarpt?
– Det er egentlig okay. Det her er et helt nyt område for os, så som udgangspunkt synes vi, at det er dejligt, når folk giver deres mening til kende. Vi søger, ligesom så mange andre, al den inspiration, vi kan få, slutter Hanne Nielsen.