Juni bliver en kostbar måned for charterbranchen. Massiv overkapacitet og skærpet kamp om kunderne betyder, at alt for mange rejser er blevet solgt med massive rabatter. 
Samtidig har der været væsentligt flere tomme stole på charterflyene end normalt. Det er dyrt, for charterselskaberne har på forhånd betalt både for flysæder og hotelsenge. Afmatning rammer også en del af skolernes sommerferie.
–Juni bliver en af de dyreste måneder for branchen i de seneste 10 år. Rejserne er blevet solgt til alt for lave priser, og der har været for mange tomme pladser i flyene, siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour. Samme melding lyder fra Spies, der er Danmarks største charterarrangør.