– Som jury håber man altid på, at det exceptionelle dukker op i konkurrencen. Noget som er prægnant for lige netop denne årgang, siger juryformand ved årets True Awards, Christian Bévort.
Og har du så fundet det i år?
– Jeg mener, at vinderen af kategorien Bedste Onlinefilm, Uncles ”onlybecausewecan.com” for tøjbrandet ONLY, er det af årets bidrag, der peger mest frem. Det blev til guld i Cannes for Uncle og ONLY, og nu er det fortjent også blevet til en True Award, siger Christian Bévort.
Han mener, at mange gode intentioner og tilløb til reel integration af kampagner tidligere er løbet ud i sandet, men her kan vi være med.
– Endelig kan vi i Danmark hævde at være med i eliten med en kampagne, hvor ikke blot filmen holder internationalt niveau, men som også lykkes med at holde fast i præmissen for de øvrige kanaler. Man kan ikke lade være med at håbe på, at kampagnen kan inspirere til mere af samme slags, så online kategorien i 2013 bliver det spejl af tiden, den burde være.
Håndværksmæssigt udmærker årets høst af reklamefilm sig ifølge Christian Bévort imidlertid ikke ved et højere niveau end de foregående. Men enkelte arbejder fortjener alligevel at blive fremhævet for deres originalitet og nyskabelse.
– Tøjbrandet Han Kjøbenhavn overraskede sidste år med en legende let og finurlig film, som stak ud og af fra resten af feltet. Ikke så teknisk overlegent som Det Kgl. Teater, men et frisk pust af noget nyt. I år overtrumfer de sig selv og har sendt os en dyster og magisk fabel med en fortættet stemning, der kunne være David Lynch værdig. Den er et levende bevis på hvor konsekvent gennemført man kan lave film, når man er frigjort fra store organisationers marketingdogmer. For nemt vil nogle sige, men friheden er forvaltet med stort kunstnerisk talent og integritet, tak for det, lyder det fra juryformanden.
Og Bedste Film?
– Hvis jeg må vende tilbage til Cannes, så var Grand Prix’en i filmkategorien jo symptomatisk for Goodvertising-tendensen i hele festivalen. I den kontekst placerer også Call me-filmen sig. Tanken om at værdikommunikere hensynet til fællesskabet trækker en linje fra Chipotle, der vandt i Cannes og til Call Me, der blev Bedste Film ved True Awards i år. Der blev diskuteret længe og intenst i juryen om relevans, troværdighed og campaignability. Men filmen kommer godt i mål, ikke kun på sympatien, men for en uprætentiøs og troværdig eksekvering.
Et par ord på en, som ikke vandt?
– Ja, fra det jyske leverer jo Midttrafik en respektløs stilbastard af en film med ”Bussen”. Kommunikationen er nok lidt uklar, men til gengæld leverer den enkelte scener og øjeblikke, der bliver siddende på nethinden. Point for at finde på, sælge til en sagesløs kunde og for en gennemført eksekvering. Dårlig smag, vil nogen hævde, men det er svært at holde smilet tilbage.
Og så lykkedes det ikke for IKEA og Hjaltelin Stahl i år?
– Nej, i kampagne-kategorien leverede IKEA, og Oddset i øvrigt også, på sædvanligvis høj kvalitet, men igen-igen stak Netto nålen lige i hjertekulen med sine film. En indsigt så klar og uafviselig rigtig, at man ønsker den som pensum for alle, der sætter sig for at lave god kommunikation på film. Og igen i den sædvanlige tørre og præcise eksekvering – uden et eneste unødvendigt gram fedt.
I kårer vanen tro også Årets Bureau, Årets Annoncør og Årets Producent- men ingen af dem vinder nogen af priserne i år. Har du set det før?
– Det er formentlig forekommet tidligere, men du har da ret i, at det er usædvanligt. Det skyldes, at vi arbejder med et pointsystem, som tilgodeser høj kvalitet i bredden. Så når Public, Forsvarets Uddannelser og M2Film løber med de tre priser, så er det udtryk for, at kvaliteten af det arbejde, de har leveret, har været høj. Det har udmøntet sig i et stort antal af fx anden og tredjepladser – og derfor samlet priserne som henholdsvis Årets Bureau, Årets Annoncør og Årets Producent – men bare ikke førstepladser i nogen af kategorierne.