Magasinet Slice vil være at finde hos samtlige af firmaets ca. 1.000 samarbejdspartnere landet over, og vil få en central placering i restaurationerne. De, der får ordren leveret, kan vælge at få magasinet bragt til døren sammen med bestillingen.

Slice, der udkommer første gang til august, bliver en blanding af interviews, trends, billedserier, modeartikler og anmeldelser, som krydres med konkurrencer og afstemninger.

– Vi har længe ment, at der manglede nærværende og underholdende læsestof til gæsterne på de mange restaurationer, som vi samarbejder med. Vi er derfor vilde med idéen om at kunne give gæsterne et fedt magasin med os som afsender, siger Morten Larsen, adm. direktør i Just-Eat.dk.

Slice udkommer over hele landet i et oplag på 50.000 fordelt på ca. 1.000 pizzasteder, burgerbarer mv., men ambitionerne rækker videre, forlyder det fra Just-Eat.dk.

– Vi har fået virkelig god respons på initiativet fra både restauratører og annoncører, men har alligevel valgt at lægge forsigtigt ud. Vi vil være sikre på, at Slice kommer godt fra start og bliver en positiv oplevelse for alle parter. Derfor er oplaget sat konservativt, men vi er naturligvis klar til at skalere op, når vi kan se, at interessen er til det. Og i et bredere perspektiv er det selvfølgelig også noget vi vil se på i forhold til nye markeder, slutter Morten Larsen.

pia