Det er ikke priser, der mangler i den kreative verden – eller i alle mulige andre verdener for den sags skyld. Tænk bare musik, film, kunst og litteratur.

Men nu barsler take away-portalen Just Eat med en pris, der skiller sig lidt ud fra mængden: Danish Take Away Awards.

En pris, der skal hylde de mange mennesker, der hver dag knokler i kongerigets take away-restauranter og dermed gør hverdagen lidt nemmere og weekenden lidt bedre for os alle sammen.

Konceptet blev forsigtigt testet allerede sidste år, men i år bliver der tale om både online afstemning og ikke mindst et fysisk awardshow til ære for de mange danske take away restauranter. Showet løber af stablen – med hjælp fra eventbureauet Capital Events – i Pakhus 11 i København den 30. november.

Og modsat af, hvad man måske umiddelbart ville tænke, handler awardshowet ikke om at markedsføre Just Eat-brandet.

Vil give branchen et løft

– Nej, det vil jeg gerne understrege: Det er ikke Just Eat, vi ønsker at markedsføre med dette initiativ, men alle de mange små take away-restauranter, hvor folk knokler dag ud og dag ind, og som ikke selv har kræfter til at bruge ressourcer på markedsføring. Det er dem, vi hylder – og sætter fokus på – med prisen, og ikke os selv, siger Marketing Director Peter Tranberg fra Just Eat og tilføjer:

– Det er vores håb, at vi med initiativet kan give branchen herhjemme et løft, også imagemæssigt, hvor vi i Danmark nok halter lidt bagud i forhold til mange andre lande. I fx Storbritannien spiser forbrugerne meget mere take away end i Danmark – og masser af take away er faktisk både sund og næringsrig mad, modsat hvad mange tror. Så vi synes, de danske take away-restauranter trænger til at få mere opmærksomhed.

13 forskellige kategorier

Men det kommer vel også Just Eat til gavn?

– Vores mål er at løfte branchen, så du kan selvfølgelig sige, at hvis vi lykkes med at øge markedsstørrelsen, så kommer det også os til gavn. Og ja, det er vores eget logo, der optræder i forbindelse med prisen, da vi ikke har andre sponsorer på. Men det er ikke os, der er målet: Det er restauranterne. Og der kan jo stemmes på alle restauranter – ikke kun dem, der er med i Just Eat, slutter Peter Tranberg.

I forhold til pilotprojektet sidste år konkurreres der i år ikke bare i fem, men i 13 kategorier – herunder Gourmet, Sydeuropæisk, Up and Coming og Nordisk – plus at der ved awardshowet uddeles priser til både regionale vindere samt en national vinder.

Afstemningen er allerede nu i gang på www.dtaa16.dk , og man kan stemme frem til 20. november 2016.