Danskfødte Just Eat, der i 2014 blev noteret på børsen i London, lancerer i dag en ny, international brandidentitet i de 13 lande, take away-virksomheden er til stede i.
Identiteten er tæt knyttet op på Just Eats relativt nye purpose, der kort fortalt er at give forbrugerne spændende madsvalgmuligheder og yde masser af hjælp – bl.a. i form af indsigtsfulde kundedata – til Just Eats tilknyttede restauranter.
– Vi har været på en lang rejse, siden etableringen i år 2001 i Danmark, og det afspejler sig selvfølgelig også i vores tilgang til markedsføringen, siger Peter Tranberg, der er marketingdirektør for Just Eat i Danmark og Norge.
I løbet af de seneste måneder har det bl.a. resulteret i et nyt, mere farverigt logo og udmeldinger om nye innovationer på foodtech-siden, såsom et pilot-samarbejde med Starship Technologies om leveringsrobotter og gruppebestillinger på Apple TV via Just Eat-appen.
Nyt slogan og logo
Samtidig lyder sloganet herhjemme ikke længere: ”Take Away – sådan”, men ”Din smag, dit valg”.
– Det handler dog om meget mere end et nyt logo og et nyt slogan. Vi går fra at brande os på take away til at brande os som platformen, hvor kunderne kan udforske alverdens forskellige køkkener og smage, siger Peter Tranberg.
Hvorfor?
– Som nævnt har markedet for e-takeaway forandret sig lynhurtigt de senere år, og som global leder af kategorien er det vigtigt, at vi er i stand til at holde momentum og derved udnytte vores stærke position i markedet bedst muligt. Derfor skal vi også været noget andet og mere end ”bare” take away, siger Peter Tranberg.
Derfor sammenligner Just Eat sig i dag også mindre med de mange direkte konkurrenter på e-takeaway-fronten – herhjemme kunne det være hungry.dk eller e-takeaway.dk – men derimod med globale tech-giganter som Google, Amazon, Uber og lignende.
& Co. bag ny film
Den nye position præsenteres herhjemme af en ny tv-reklame, signeret reklamebureauet & Co. og produktionsselskabet U Itch I Scratch, hvor et ubekymret Just Eat-bud bevæger sig igennem et virtuelt univers bestående af bl.a. broccoliskove og ostebjerge, der byder på kulinariske oplevelser fra hele verden.
Det er første gang, at Just Eat satser på en lokal kreativ eksekvering og ikke blot lokaliserede tv-spots.
– TVC’en er udviklet specifikt til det danske marked, og den bliver en del af den samlede kampagneindsats, der også omfatter Out of Home, biograf, display og onlinevideo, siger Peter Tranberg.
Han fremhæver især indsatsen på det lokale niveau, såsom outdoor i de enkelte restauranter. Dertil kommer det nære samarbejde med Just Eats mediebureau, Mediabroker, der bl.a. målretter kampagnens digitale elementer baseret på Just Eats data om brugerne.
– Det skal sikre en langt højere relevans i vores markedsføring til de enkelte forbrugere til gavn ikke blot for dem, men også for restauranterne, slutter Peter Tranberg.
Du kan se den nye, danske TVC herunder efterfulgt af den britiske eksekvering:
Den danske version:
Den engelske version: