Virksomheden 3M agter at øge salget af de kendte brands som Post-it, Scotch-tape og Nexcare, mens man på B2B-siden vil søsætte kampagner eller branding-tiltag på flere af 3M’s industriområder.
− Det startede med, at vi vandt et pitch i forbindelse med lanceringen af det i Danmark og i Norden ukendte rengøringsprodukt: Scotch-Brite, fortæller administrerende direktør Uffe Just, Just/Kidde og fortsætter:
− Lanceringen og indsalget af Scotch-Brite til handelen er vi i fuld gang med, og i forbindelse med dette har 3M’s corporate marketing inddraget os i adskillige andre spændende projekter. 3M har meget store uudnyttede potentialer på en række unikke produkter, hvilket gør det muligt for os at være med til at booste de enkelte produkter i relation til strategi, branding og salg. Dette er naturligvis en meget spændende proces. Samtidigt ligger der en værdig udfordring i at gøre 3M som corporate brand mere kendt på indholdssiden.
− Vi har valgt at arbejde sammen med Just/Kidde, fordi vi føler os overbevist om, at de kan løfte vores kommunikation både strategisk og kreativt på både produkt- og corporate-niveau og overordnet binde vores brandng sammen, udtaler it- og kommunikationschef, Lone Laurberg, 3M.
Hun understreger, at det er essentielt, at brandingen fungerer på alle områder og, at det derfor var ekstra vigtigt at finde en partner, som havde både consumer- og B2B-erfaring – og det havde Just/Kidde.
Uffe Just slutter:
− Scotch-Brite var dejligt at lande for os som indgang til 3M, og dette i Danmark for forbrugerne helt nye rengøringsprodukt er et godt eksempel på, hvordan 3M udvikler teknologisk, unikke produkter, som altid giver forbrugeren en eller flere productbenefits, som gør deres hverdag lettere. Det er bl.a. den historie, vi er i gang med at hjælpe 3M med at fortælle.