BFE (Brancheforeningen for forbrugerelektronik) har valgt Just/Kidde til at hjælpe med at få en ny forbrugerportal oprettet. Formålet med forbrugerportalen er at give forbrugerne uvildig og sagkyndig information, som opdaterer deres viden og dermed kvalificerer deres køb.
Bureauet skal stå for opbygningen og redigeringen af portalens artikler
– Bureauets koncept om modtagerstyret kommunikation gør det muligt for os at profilere portalen i den helt rigtige ånd, siger BFE’s bestyrelsesformand, Lars Kirstein Andersen. Dertil kommer bureauets filosofi om at forene alle kommunikationens aspekter indenfor reklame, PR og webdesigning.
– Den opgave som BFE har givet os er spændende for os som bureau, idet den virkelig sætter krav til, at vi forener mange af vores kernekompetencer. Opgaven stiller jo krav til webdesign, PR, tekstredigering og ikke mindst en kommunikativ strategi, der stiller forbrugeren i centrum, siger Uffe Just, adm. direktør på Just/Kidde.
Forbrugerportalen indeholder en produktguide med omkring 100 opslag, der simpelt og nøgternt oplyser forbrugeren om forbrugerelektronikkens mange facetter. Dertil kommer løbende artikler og nyheder med relevans for emnet.