Det aalborgensiske reklamebureau Weltklasse har vundet udbuddet om en kampagne, der skal få flere indbyggere i Københavns Kommune til at tage i mod tilbud om rygestop.

10 bureauer deltog i Københavns Kommunes udbudskonkurrence, men det var Weltklasse, der ramte plet med deres kampagne-idé.

Bureauet skal dermed gennemføre en kampagne, der har til formål at hæve antallet af deltagere på de gratis kommunale rygestoptilbud.

Betyder det, at I åbner kontor i hovedstaden?

– Nej, vi lever jo i en digital verden, hvor geografiske afstande spiller en meget lille rolle. Vi mener desuden, at det er positivt, at geografien ikke har indflydelse, når offentlige danske kunder vælger samarbejdspartnere, siger bureaupartner Charlotte Stougaard fra Weltklasse og fortsætter: ”Vi er glade og stolte over, at et mindre bureau som Weltklasse vinder en opgave som denne. Og så over langt større konkurrenter”.

1.500 københavnere gjorde i 2011 brug af rygestoptilbud. Målet er at øge dette til 3.000 københavnere årligt, og chancen for, at det lykkes at kvitte cigaretterne er størst, hvis man deltager i et rygestopkursus. 

Omkring 90.000 københavnere ryger, og 77 procent af dem ønsker angiveligt at blive røgfri.

Kampagnen har et budget på 1 mio. kr., og den skal gennemføres i to kampagneperioder i 2013 med begyndelse i januar. Medieplatformen byder på byplakater, avisannoncer, busreklamer og online indsats.

København røgfrit i 2025?

Kampagnen er en del af en større indsats, som har det meget ambitiøse mål at gøre København røgfrit i 2025. Her er det samlede budget på 10 mio. kr. om året.

København er i øvrigt den første by i Europa til at udmelde et tidspunkt for generelt rygestop.

Selv om det er første gang, at Weltklasse løser en opgave for Københavns Kommune, så er det langtfra ukendt område for aalborgenserne at arbejde med offentlige kunder. Bureauet arbejder i øjeblikket på en brandingkampagne for Brønderslev Kommune, ligesom man har løst opgaver for bl.a. Aalborg Kommune, Region Nordjylland, Aalborg Universitet, Vejdirektoratet og SOSU.

Weltklasse reklame + pr er grundlagt i 2005 af Charlotte Stougaard og Jeanett Kaare, der brød ud fra det nu hedengangne Aalborg-bureau 9000Lux.

Det var dengang, at landspolitikerne i valgkampen netop havde stået i kø for at love økonomisk nødhjælp til Nordjylland, og en fyret slagterimedarbejder udtalte: “Man kan ligeså godt lukke hele regionen og gøre det til nationalpark”.

Det skulle blive løgn, mente pigerne, og åbnede et reklamebureau, der skulle sprede tro, håb og hjælpe kunderne med at blive verdensklasse.

Siden har bureauet bl.a. arbejdet med kunder som: Aalborg Universitet, Aalborg Kommune, Adidas, Stokke, Skagenfood, Vejdirektoratet, Brønderslev Kommune, ADHD-foreningen, Cannon, Lene Bjerre Design, VisitNordjylland, Region Nordjylland og Nordlux.