Snart vil læsere af JydskeVestkysten i bogstaveligste forstand kunne bladre i deres avis – på nettet. For når mediehuset JydskeVestkysten omkring den 1. marts går over til at kræve betaling på nettet, bliver det efter en lidt anden model end de fleste andre medier.
– Hele avisen – og jeg mener HELE avisen vil være tilgængelig på nettet, understreger JydskeVestkystens internetchef Kim Oxholm Jensen.
Han forklarer, at læserne kommer til at kunne se hele avissider på jv.dk og så derfra klikke sig videre ind på de enkelte artikler, fotos, annoncer m.m. Kim Oxholm påpeger også, at brugervenlighed og det at brugerne får et visuelt bedre udtryk er nogle af årsagerne til, at JydskeVestkysten har valgt den model – og så at læsningen af netversionen vil blive talt med i oplaget.
– Ved at lægge hele avisen på nettet kommer vores betalende internetlæsere til at tælle med i oplaget. Godt nok kommer det ikke til at fremgå som et samlet tal i opgørelsen fra Dansk Oplagskontrol, men som to tal under hinanden, siger internetchefen.
At der også er andre tal med i overvejelserne – bundlinietal – lægger Kim Oxholm heller ikke skjul på. Han er helt sikker på, at brugerbetalingen på nettet vil komme til at løbe rundt.
– Samlet under ét bliver vores web-aktiviteter en god forretning fra og med i år. Og det skyldes blandt andet denne brugerbetaling, som også isoleret set vil kunne betale sig, vurderer Kim Oxholm og tilføjer, at der i øvrigt stadig vil være en gratis del med nyheder på jv.dk.
Det kommer til at koste omkring 40 procent af prisen for den trykte udgave at få adgang til hele avisen på nettet – svarende til omkring 1500 kroner for et årsabonnement. Men også abonnenter på den trykte udgave skal betale for at få adgang til netversionen. Det vil dog kun være et symbolsk beløb på cirka 250 kroner om året, men det giver så også adgang til JydskeVestkystens i alt syv udgaver.
Kim Oxholm henviser til avisen Rhein Zeitung, hvor man ved at klikke sig ind på www.rheinzeitung.de og deres E-Paper kan få en fornemmelse af JydskeVestkystens nye internetprojekt.