MetroXpress udkom ikke meget i juli og derfor blev der ikke opgjort et månedligt læsertal i Indeks Danmark fra Gallup.
På den måde fik gratisavisen lov til at prale med at være Danmarks mest læste avis i to måneder. Men med udgivelsen af tallene for august er den fornøjelse slut. Jyllands-Posten er igen størst, fordi avisen er steget i forhold til juni og juli, mens MetroXpress er faldet i forhold til juni. I august havde Jyllands-Posten 673.000 læsere, mens MetroXpress havde 628.000.
Sammenligner man med samme måned sidste år, så er udviklingstendensen dog fortsat, at MetroXpress er på vej frem. Avisen havde i august sidste år 526.000 læsere og er altså steget med godt 100.000. Jyllands-Posten steg en smule i august i år, men har dog oplevet en generelt faldende tendens i takt med saneringen af oplaget.
De månedlige læsertal skal tages med et vist forbehold, og kan svinge af analyse-tekniske årsager. Ekstra Bladets fald fra 560.000 i august sidste år til 494.000 i år er dog så stort, at det bør være uden for den statistiske usikkerhed. fin