Dagbladet Dagen er af Forbrugerombudsmanden blevet meldt til politiet for deres salgsmetoder af avisabonnementer, hvor avisen laver samsalg med alt fra parfumer til skopudsemaskiner. Forbrugerombudsmandens interesse i Dagens salgsmetoder kommer bl.a. efter klager fra Jyllands-Posten. Det oplyser Dagens projektchef, Esben Trier, til Markedsføring.
Jyllands-Postens bladsalgsdirektør, Thorkild Rathje, har ingen kommentarer til, hvorvidt avisen skulle have klaget over Dagens samsalg.
Hos Dagen har man taget Forbrugerstyrelsens politianmeldelse til sig og stoppet samsalget. Man forholder sig dog uforstående over for Forbrugerstyrelsens udmelding, da stort set samtlige medier og bladhuse benytter salgsmetoden med samsalg. Esben Trier nævner bl.a., at Børsens (nu Berlingske Tidendes) Nyhedsmagasins udbyder årsabonnement med samsalg af transportabelt fjernsyn og digitalkamera og at dagbladet Børsen benytter sig af tilbud om ”lokkemad” i form af et gavekort på 500 kr., til Hereford Steakhouse.
– Forbrugerombudsmanden har meldt ud, at de var nødt til at gå ind i sagen, fordi vores måde at gøre det var så iøjnefaldende, at man blev nødt til at reagere. Dermed siger han, at man åbenbart har været opmærksom på, at den type af markedsføring allerede finder sted i andre medier og bladhuse, siger Esben Trier, der understreger, at man selvfølgelig har valgt at stoppe kampagnen, fordi man ikke ønsker at skabe ballade. Esben Trier undrer sig dog over, at klagen over Dagens abonnementssalg kommer fra en konkurrent.
– Der er tale om nidkærhed fra Jyllands-Postens side. Hvis de vælger at klage over os, er der en række andre bladhuse, som de også kunne indgive en klage over, siger han.
jür