Dondon, der lokker med frisklavet sushi til billige penge, har fået tilført 28 mio. kr., så egenkapitalen nu udgør 10 mio. kr. mod et minus på 14 mio. kr. i 2010. Fremover hører sushikæden til under Jysk-koncernen.
Helt konkret drejer det sig om en kapitaludvidelse på 18 mio. kr. og en gældseftergivelse på 10 mio. kr., der er blevet betalt af kædens ejer og Jysk-arving Jacob Brunsborg. Dondon Sushi har kørt med underskud i et halvt årti, og selvom tabet for 2011 på 4 mio. kr. er en svag forbedring i forhold til sidste år, giver det panderynker i kæden.
– Vi er på ingen måde tilfredse med resultatet. Og underskuddet er også ekstraordinært stort, hvilket vi er irriteret over, siger en højtplaceret kilde fra Dondon, der ikke ønsker sit navn frem. Det var i går ikke muligt, at få en kommentar fra kædens direktør, Lars Matell-Hyllested.
Det utilfredsstillende resultat til trods er der dog stadig tro på projektet. Og det er grunden til, at det tocifrede millionbeløb er blevet skudt i den ambitiøse sushikæde.
– Pengene er selvfølgelig kommet til, fordi der stadig er tro på, at det nok skal lykkes. Det er et marked, hvor der er ekstrem hård konkurrence, og hvor det kun er de største, der overlever. Vi er sikre på, at vi nok skal nå i mål, hvis vi kæmper lidt videre, forklarer kilden.
Børsen