En reklame med en lille pige, der leger med et lyserødt legetøjs-køkken og en lille dreng, der leger med en blå legetøjs-værktøjsbænk.

Det billede var for meget for en svensk forbruger, som derfor valgte at indklage annoncøren – Jysk – for landets Reklameombudsmand for kønsdiskrimination. Og nu har reklameombudsmandens opinionsnævn (RON) valgt at dømme annoncen ude.
Anmelderen skriver blandt andet, at reklamebilledet ”udelukker, at piger kan blive snedkere,og at drenge kan stå i køkkenet og lave mad. Hvis et barn ser denne reklame, kan barnet også komme til at føle, at det ikke er acceptabelt at lege med bestemte former for legetøj på grund af kønnet.”
RON har nu besluttet at give klageren medhold i, at reklamen er kønsdiskriminerende, skriver dagensmedia.se.
Dermed melder Jysk sig ind i klubben af danske annoncører, der har måttet konstatere, at de svenske reklamegrænser tilsyneladende trækkes andre steder end herhjemme.
For et par år siden kom således også
Lego i unåde på grund af lyserøde piger og blå drenge.
Artiklen på dagensmedia.se har uanset hvad fået læserne i blækhuset.
En læser skriver således:
”Nu må det være på tide at indføre et forbud mod, at piger leger med dukker. Vi skal tvinge drenge til at lege med dukker i en tidlig alder. Så kan det være, de bliver bedre til at tage ansvar for børneopdragelse og barselsorlov. Forbyd små drenge at lege med biler, lad derimod de små piger lege med biler, krybe på alle fire og sige som en motor. Så kan det også være, kvinder kan lære at køre bil…”