Københavner-bureauet Recreativo – som trods beliggenheden i hjertet af hovedstaden er etableret og ejet af to jyder – har fået en international fjer i hatten.
Thomas Bjerregaard Bonde, direktør og medejer, har nemlig fået sæde i juryen i dette års Summit Creative Awards, hvor han skal være med til at vurdere de kreative aspekter i web-kategorien.
– Det er da altid en ære at være med til at vurdere en række af de bedste indsendte arbejder fra hele verden. Der er ikke så mange ophøjede og fine fornemmelser omkring netop Summit Awards, og det betyder også at indsendelserne, som kommer fra hele verden, bliver rigtig spændende at opleve. For det drejer sig om ideen og håndværket mere end om den røde løber, siger han om jury-jobbet.
Recreativo slog i sin tid dørene op sideløbende med, at finanskrisen viste de første skarpe tænder. Dumdristigt sagde nogle, modigt og interessant sagde andre. Selv vidste Thomas Bjerregaard Bonde og partner Michael Rasmussen bare, at skridtet måttet tages:
– Vi opsagde hver vores respektive bureaustillinger, og formede en hverdag i et helt nyt univers: Vores eget. Tag ikke fejl, det er benhårdt arbejde, og de to første år har kostet flere timer, end vi kan tælle, men nu har bureauet efterhånden fundet sin plads, siger Thomas Bjerregaard Bonde, der har en fortid hos blandt andre OgilvyActivation og SP3.
Recreativo løser i dag opgaver for blandt andre TV3, Fleggaard og Danbook.com.
Og til det drilske spørgsmål om, hvorvidt det ikke er lidt paradoksalt, at netop han skal vurdere websites i en stor international award-konkurrence, når netop Recreativos eget site er ”under construction”, lyder det med et smil:
– Jo, men så er det jo glimrende, at der findes et lille sted kaldet Facebook – her breder vi os via vores side
www.facebook.com/recreativocph .
Summit Creative Awards bliver i år afholdt for 17. gang, og vinderne bliver offentliggjort d. 13. maj.
Mere om prisuddelingen her.